Fortællere og copyright I

Vad har en muntlig berättare rätt att återberätta? Vad är förbjudet? Var går gränserna? Sådana frågor har emellanåt ställts på e-postlistan i samband med efterlysningar av historier. Vi är glada att kunna presentera ett första svar av Susie Haxthausen.

Som fortællere skal vi huske, at reglerne for ophavsret også gælder den mundtlige fortælling, hvad enten ophavsmanden/kvinden er forfatter eller mundtlig historiedigter. Hvad vi fortæller vores børn som godnathistorie, eller vores venner ved middagsbordet, kommer ikke andre ved, men hvis der er tale om en større forsamling, eller vi fortæller offentligt, skal vi have tilladelse til at bruge andres historier. Ellers regnes det for tyveri. Og det er ikke nok at een fortæller har fået lov, alle som vil fortælle historien skal have særskilt tilladelse.

Det med at lave om og «gøre historien til sin egen» må man heller ikke uden tilladelse. Det regnes for plagiat og/eller tyveri. Ophavsretten gælder i Danmark i 70 år efter digterens død, hvor man så skal søge om tilladelse hos dem, som har arvet ophavsretten. Først efter 70 år har man lov til at bruge et værk frit, men man har stadigvæk en moralsk forpligtelse til at oplyse digterens navn og navnet på det oprindelige værk.

Jeg tror der er bred enighed om, at vi fortællere ikke stjæler hinandens historier eller nye idéer, selv om det kan være fristende. Vi skal spørge om lov, og vi skal aftale betingelserne. Det føles sjældent selvfølgeligt at oplyse publikum om, hvor en historie kommer fra, men hvis digteren forlanger det, så skal vi altså. Vi har det meget forskelligt; nogle er bare lykkelige og stolte over at deres historier bliver fortalt videre, andre føler sig alvorligt berøvet, hvis de ikke er blevet spurgt. Så: Vi skal spørge! Både af juridiske og etisk-kollegiale grunde.

Nogen gange er det svært at finde oprindelsen til en historie, som er gået fra mund til mund. Vi har pligt til at prøve at spore den, før vi fortæller historien videre.

Alt dette lyder firkantet og er besværligt at huske på, men efterhånden som vi bliver flere og flere professionelle fortællere, er det vigtigt at alle kender reglerne, og at vi er enige om de regler, som skal gælde særligt for fortællere.

Derfor dette. Kommentarer modtages meget gerne.

Susie

29 responses to “Fortællere og copyright I

  1. Så fint med dette innlegget og takk skal du ha.
    Jeg er prinsippielt enig i at det er lurt å spørre fortelleren om man kan bruke fortellingen og det står i åndsverksloven §1: Den som skaper et åndsverk, har opphavsrett til verket. Med åndsverk forståes i denne lov litterære, vitenskapelige eller kunstneriske verk av enhver art og uansett uttrykksmåte og uttrykksform, så som
    2) muntlige foredrag,
    3) sceneverk, så vel dramatiske og musikkdramatiske som koreografiske verk og pantomimer, samt hørespill,

    Nå kan ikke jeg påberope meg noe ekspertise her og vi kunne kanskje spurt f.eks Hallvor Austlid, som engang var advokat (høyesterett) og nå er inne i fortellingen, om dette.

    Når vi nå står i den muntlige tradisjonen og mange av oss, som meg, forteller tradisjonelle fortellinger – så kan ikke disse spores tilbake til en opphavsmann, i sitt prinsipp tilhører fortellingene den kulturelle arven som har beveget seg gjennom generasjonene, jeg ville oppleve det som underlig om åndsverksloven også legger sin lov over disse fortellingene – vi ønsker vel ikke «amerikanske tilstander»???? Jeg som forteller står fortsatt som skaper av verket – da jeg har lagt min kunstneriske identitet i bearbeidelsen og formidlingen – slik tradisjonen har vist at fortellerne gjorde (før «skriftspråket» handlet det om hvordan du komponerte i øyeblikket ref. Lord/Parry) – dette vil da si, tror jeg, at jeg ikke eier ideen/fortellingens innhold – men utførelsen. Andre kan da fortelle fortellingen, men ikke fortelle den slik jeg gjør. Skjønt her bør man også være generøs. Jeg har studenter og det er en naturlig læring å kopiere sine lærere, og kanskje den beste form for læring eller det er kanskje til og med en nødvendighet. Det tar tid å finne sin identitet som forteller. Man kan også se på det som ære at fortellingen man fortalte gjorde såpass inntrykk at andre ønsker å gjenfortelle den.

    Det er et vanskelig tema, men jeg tenker at vi både bør være generøse og vise respekt.

  2. Jeg synes vi skal droppe ejendomsretten til mundtlige fortællinger. Alle skal have ret til at fortælle alle historier. Hvis du, fortæller, har historien et sted fra, så fortæl det. Kast lys på fortællerne. Hvis jeg har lavet min egen udgave af Amled, så skal det også være tilladt at stjæle den. Som fortæller er mit værk udførelsen. Historien er allemandseje.

  3. Jeg tror ikke vi bare kan droppe den. Vi bør først finne ut hva loven faktisk sier. Vi må ta hensyn til de fortellerne som syns det ubehagelig at «deres» fortellinger fortelles uten tillatelse og vi må ha i tankene at tradisjon er normerende for tradisjon – alt er fritt så lenge den beveger seg og definerer og beskytter en bestemt tradisjon. Det er faktisk fortellinger man ikke har lov til å fortelle, på tross av at åndsverskloven ikke beskytter de, fordi de tilhører et bestemt folk knyttet til et bestemt rituale og gjennomført av en initiert person. Hva om jeg så fortalte denne bestemte fortellingen, bevisst eller ubevisst dens opprinnelse og det satt en lytter som kjente fortellingen og lyttet til min kulturelle kolonisering?

    Jeg tror ikke det finnes EN gyllen vei er, men flere.

  4. Jeg taler om historier. Fortællinger som «tilhører et bestemt folk knyttet til et bestemt rituale og gjennomført av en initiert person», er ikke historier. Det er hellige «tekster», hvor andre regler påberåbes. Det er en anden diskussion.
    «de fortellerne som syns det ubehagelig at “deres” fortellinger fortelles uten tillatelse», de har det svært😉
    Kh Jan

  5. Mycket klargörande diskussion! Susie går igenom viktiga juridiska spörsmål. Heidi föreslår två utmärkta etiska förhållningssätt, generositet och respekt. Jan förespråkar «allemansrätt» för historier, det som på engelska brukar kallas för public domain. Kanske menar Jan att själva grundhistorien bör vara fritt tillgänglig. Men gäller det i så fall även framförandet, tolkningen, den konstnärliga bearbetningen? Är den också fri? Där förstår jag inte riktigt vad Jan anser. Jag själv föreslår att detta handlar om det som på svenska kallas för «Verkshöjd«, graden av originalitet. Heidis definition av vad Jan benämner «heliga texter» är också användbar. Och där befinner vi oss som Jan påpekar på ett annat plan, som handlar om kultur, religion och kolonialism

  6. Spennende!

    Full forståelse for «hellige fortellinger» – så lenge man har kunnskap nok til å skille disse fra andre fortellinger.

    Grunnhistorie – er ikke dette en uforanderlig fortelling? Jeg spør fordi jeg ikke har helt oversikt over filosofien bak begrepet.

    Jeg gjorde raskt et søk og fant et tillegg til §1 i åndsverksloven i Norge, det er knyttet til legemiddel – men gjelder kanskje i dette tilfellet (med en sterk smule salt dog): «Det gis ikke opphavsrett til ideer, metoder og faktaopplysninger. Opphavsrett gis bare til den konkrete utformingen av en idé eller for eksempel en nyhet, men bare dersom denne konkret utformingen oppfyller kravet til såkalt verkshøyde. Opphavsretten er knyttet til formen, og ikke innholdet. Dette innebærer at det som er kommet til uttrykk må være resultatet av en opphavsmanns individuelle, selvstendige og skapende innsats. »

    I §2 sies det at man kan innenfor visse grenser få enerett på verket om det fremstilles i et varig eksemplar.

    Jeg syns det spennende å få en impuls til å sette meg inn i dette. Men slik jeg forstår det, skal du altså ikke eie en ide men fremførelsen av ideen. Da gjelder det for meg å prøve å forstå hva som ligger i begrepet ide innenfor vårt fagfelt.

  7. Sorry Heidi, ordet «grundhistoria» tror jag inte är särskilt etablerat, det hittade jag på nu. Jag kanske kan ta patent på det? Skämt åsido menade jag något i stil med det du beskriver som «idé». Eller berättelsens «skelett» eller «handling» på en lite mer abstrakt nivå.

    Jag har fått höra att en amerikansk medborgare som författat en text om Sadako och Hiroshima hotat stämma storytellers som berättat samma händelseförlopp på sitt eget vis. Till de blodtörstiga advokater som skulle vilja åtala mig för ärekränkning vill jag säga att ingen vettig människa kan tro på något så absurt som att just en amerikan skulle kräva ensamrätt till en väl känd fredshistoria om Hiroshima™ Nej, denna uppenbara skröna citerar jag enbart som ett hypotetiskt tankeexperiment.

    Om jag skulle bygga en föreställning huvudsakligen på en «intrig» eller «plot» som jag funnit i en bok, behöver jag rimligen författarens tillåtelse. Så som jag har Mario Vargas Llosas skriftliga godkännande att berätta «El Hablador», en väv av historier som vore poänglös att återberätta om man inte höll sig nära hans komposition. Men händelserna i Sadakos liv är väl dokumenterade, beskrivna i flera olika böcker och lätta att hitta på nätet. Där kan alla berättare komponera sin egen historia. Kanske har detta att göra med skillnaden mellan vad bl.a. eventyrforskaren Vladimir Propp kallade «Fabula» och «Sujet» Undrar just vad vännerna i Fabula Storytelling™ säger om det?

  8. OK@ grunn historie (må da ikke forveksles med grunnfortelling, sitert fra wikipedia, fordi jeg ikke har boken å refere det til her hjemme: Den danske filosofen Johan Fjord Jensen skiller derfor mellom ulike typer grunnfortellinger som veves inn i hverandre til et større hele. Fortellingen gis altså plass innenfor en organisk historieforståelse, og får et filosofisk perspektiv.
    Kategoriene er som følger:
    Individets grunnfortelling – hvert enkeltmenneskes historie om seg selv.
    Slektens grunnfortelling – dette innebærer at hvert menneske står i en tradisjon.
    Nasjonens grunnfortelling – der alle slektsfortellingene til syvende og sist lander.
    Verdens grunnfortelling, eller Guds grunnfortelling.
    Grunnfortellingen forandres svært sjelden. Begrepet er nært knyttet til Gadamers tanke om forståelseshorisonten.».

    Fabula og Sujet er fantastisk! Kanskje det jeg søker ja.

    Den amerikanske fortellermiljøen er ekstrem, der er det mange eksempler på trusler om søksmål, selv fra de amerikanske fortellerne jeg har respekt for. Sett den omvendte veien: En «stor» amerikansk forteller som jeg var i burdag hos, og hvor jeg fortalte en fortelling, sa spontant til meg at jeg skulle få enerett til å fortelle «hennes» episke verk i Norge (søren at jeg ikke ba om å få det skriftlig). Jeg følte selvfølgelig et snev (heller stort ja) at min sedvanlige narcisstiske stolhet. Men hva gir hun meg rett til? Å fortelle Innana slik hun har «nedskrevet» den?

    WOW til Llosas, all ære til deg, men for et stort arbeid det vil være!

    Jeg skal prøve å få tidligere nevnte Hallvard til å se på dette. Kan jo håpe at innenfor vårt fagfelt så tilsvarer ideen – fabelen – det ville vært et lettere orienteringspunkt.

  9. Det er en interessant diskusjon som er kommet i gang her. Jeg har ikke tidligere beskjeftiget meg med åndsrett, men vil nå skaffe meg en oversikt. De åndsrettslige lovene er blitt til i nordisk lovsamarbeid og det er langt på vei nordisk rettsenhet innen dette rettsområdet. Gi meg noen dager så skal jeg komme med mine betraktninger omkring emnet.

  10. Takk Hallvard, venter i spenning:)!

  11. Hvis fortællerne havde holdt på ophavsret havde vi ikke haft Skeletkvinden, Peik eller Askepot idag. Som fortæller er din optræden dit værk. Hvis du af uransagelige grunde vil forhindre andre i at fortælle din historie, hvorfor er du så blevet historiefortæller? Men fortæl altid hvem du har historien fra. Kast lys på fortælleren

  12. 1. Bare så det ikke skal misforstås, i prinsippet er jeg enig med Jan Cirkola, men ønsker å vite hva loven faktisk mener om det.

    2. «Hvis fortællerne havde holdt på ophavsret havde vi ikke haft Skeletkvinden, Peik eller Askepot idag.» – er en påstand som bør belegges – hvordan vet du det? Her spiller vel dessuten innsamlerne en stor rolle i overlevelsen?

    3. Om du sikter til «Skjelettetkvinnen» slik den er nedskrevet/skapt av Clarissa Pinkola Estes, (jeg vet ikke om noen annen), er hennes kilde en inuitt kvinne, så vidt jeg husker, men vi vet vel ikke hvor mye er hennes i den skriftlige versjonen og denne er vel berammet av åndsverksloven??

    Jeg er på tynn grunn her, og bør fra nå av egentlig holde munn.

  13. Jag skulle gärna vilja höra Hallvards synpunkter på är om det är möjligt att återberätta Karen Blixens historier. Hon dog 1962.

    För upphovsrätt krävs att prestationen är nyskapande och har s k verkshöjd. Med verkshöjd menas att verket är självständigt och har viss särprägel. Kraven för att prestationen är upphovsrättsligt skyddad är ganska låga. Ett arbete kan ha verkshöjd även om upphovsmannen i stor utsträckning har hämtat inspiration från andra upphovsmän. (svensk advokatfirma)

    Så är det möjligt att «inspireras» av Karen Blixen? Hur avgörs tvister om verkshöjd? Brukar man rådfråga experter eller konstnärliga organisationer?

  14. Hvis ikke fortællerne havde givet deres fortællinger fri, havde der ikke været så meget at nedskrive for indsamlerne. Og vi ved aldrig, hvor meget der er fortællerens eget, hvis vi ikke møder den, han har historien fra. Og hvis vi møder hende, ved vi ikke, hvor meget der er hendes. Evald Tang Kristensen nedskrev alle udgaverne af en historie han stødte på. Han havde ingen illusioner om noget oprindeligt. Historien eksisterer i de udgaver, hvori den fortælles.
    Vi står på skuldrene af en menneskepyramide af fortællere. Det virker komisk, at ville have ophavsret på «min udgave» af fortællingen. Minder lidt om dem, der vil tage patent på gener.

  15. Jan, låt oss säga att du gör en kreativ tolkning av Snövit. Jämfört med bröderna Grimms variant är ditt verk ungefär som Shakespeares Hamlet jämfört med Saxo Grammaticus text om Amledo. Menar du då att jag är fri att återberätta din version?

  16. Kære Ulf – ja, det er det jeg mener. Men du skylder at fortælle, at du har den fra mig. Kast lys på fortællerne😉

  17. Hilde Eskild

    Veldig interessant og spennende og nødvendig, dette. Jeg har ikke så mye å tilføye, men jeg synes at raushet og repekt er viktige stikkord her. Både vi fortellere og lytterne våre har glede av et raust fortellermiljø der vi kaster lys på hverandre.

  18. Tack Hilde! Nu har jag lärt mig ett nytt norskt ord, raus (generositet, givmildhet). Raushet och respekt låter bra. Och det är ju viktigt både att klarlägga vad som gäller rent juridiskt och att vi inom berättarrörelsen diskuterar vilka normer som gör att vi trivs ihop och att berättandet utvecklas.

    Och tack Jan! Det är utmärkt att du har en så tydlig linje, det underlättar att tänka och diskutera. Att tala om vem man har historien ifrån är en princip som har motsvarigheter både inom folkmusiktraditionen och i lagstiftningen:

    Upphovsrätten består av en ideell rätt och en ekonomisk rätt. Den ideella rätten innebär bl a att upphovsmannen kan begära att få bli namngiven när verket görs tillgängligt.

    Däremot är det tyvärr osannolikt att någon har juridisk rätt att framföra mina Hamlet-skapelser, även om jag får «credit» för historien, eftersom jag inte alltid är lika raus som du😉

  19. Hallo, sitter på Kastrup og kan ikke dy meg – må kommentere mer, enda jeg sa jeg IKKE skulle gjøre det. Det er forøvrig en link her: http://www.artofstorytellingshow.com/2007/07/23/carol-birch-copyright/ Som tar for seg samme tema, sett fra amerikansk side. Jeg har ikke hørt på det.

    Fint med raushet, men vil gjerne høre mer fra den andre siden også. Dessverre har jeg alle mine fagbøker på kontoret på Høgskolen, sa jeg kan ikke si med sikkerhet det jeg sier nå – MEN vi må slutte og rosenmale romantikkens fortellere/tradisjonsbærere – bildet er ikke slik at det satte flere rundt på fruktbare gårder med et repertoar på uendelig antall fortellinger og fortellingene bare rant ut av dem. Sammenlignet med antall fortellinger som ble samlet, er informasjon om informantene tynn. Vi vet heller ikke under hvilken kontekst fortellingene ble fortalt (sannsynligvis en til en og flere av fortellingene i Asbjørsen & Moe samlingen ble sendt i brevsform) og hva informantene hadde som motivasjon for å fortelle. Fikk de for eksempel penger eller annet for å fortelle? Asbjørnsen har noen skildringer rundt hvordan han fikk fortellingene og noen måtte overtales, nødes og nesten tvinges til å fortelle. Heller ikke alle var «fortellere» – mange av informantene bidro med fortellinger fordi det var et stort dugnadarbeid som pågikk i Norge for å bevare/finne/opprette norsk kulturidentitet (som et eksempel) – de visste nok ikke at «deres» fortellinger engang i framtiden skulle bli fritt vilt for andre som måtte ønske det.

    Man kan også argumentere for at åndsverksloven er en beskyttelse for de som ikke lenger kan tale sin sak.

    Enig med Ulf – vi bør få kunnskap om hva loven faktisk sier og orientere oss etter det.

    Heidi

  20. Nej jag tror inte heller att muntlig tradering någonsin skett i ett paradis totalt befriat från all konkurrens om prestige, publik och pengar. Mickel i Långhult fick betalt t.ex. Jag tror också att ett erkännande av äganderätt till muntliga skapelser på vissa sätt kan främja konstnärlig utveckling. Till exempel tvingar det mig till ett mer långtgående nyskapande, så att jag kan säga att detta är verkligen mitt eget verk, även om det är inspirerat av en annan berättare. Detta står inte i någon oförsonlig motsättning till generositet och samarbete mellan berättare. Det är inte heller frågan om att endera göra som polisen säger eller att följa normer om raushet och respekt. Det finns fler gyllene vägar …

  21. «MEN vi må slutte og rosenmale romantikkens fortellere/tradisjonsbærere – bildet er ikke slik at det satte flere rundt på fruktbare gårder med et repertoar på uendelig antall fortellinger og fortellingene bare rant ut av dem.» (Heidi)
    Der er vel ingen her, som har romantiseret. Det var fattigrøve og outsidere de fleste, som fortalte. Se «Gamle Kildevæld» som er fotos og oplysninger om et stort udvalg af Evald Tang Kristensens fortællere.
    Men lad os beholde fokus. Diskussionen handler om ophavsret til mundtlige fortællinger.
    «Jag tror också att ett erkännande av äganderätt till muntliga skapelser på vissa sätt kan främja konstnärlig utveckling. Till exempel tvingar det mig till ett mer långtgående nyskapande, så att jag kan säga att detta är verkligen mitt eget verk,» (Ulf)
    Det er vel altid dit eget værk, når det kommer ud af din mund. Og hvorfor skulle lige ejendomsret tvinge til «långtgående nyskapande»?
    Ejendomsretten tvinger dig derimod til at blive vred, når du hører din historie i andres mund. Mens fri-retten gør dig lykkelig jo flere gange du hører «din» historie i andres mund. Specielt når det er din helt unikke udgave, som du har skabt med tid og blod.

  22. Juraen handler vel i sidste ende om kredit. Åndelig eller materiel. Den åndelige mener jeg, vi er hinanden skyldige. Kast lys på fortællerne. Den materielle, altså pengene, får vi, når vi har fortalt. At fortælle er vores arbejde.

  23. Jag ska göra ett allvarlig försök att lägga band på min diskussionslystnad och ge andra mer utrymme att kommentera😉 Åtminstone tills Hallvard hunnit med sin utredning. Så jag väntar med att svara Jan ett tag.

    Copyleft

    Och jag kan rekommendera Wikipedias artikel om Copyleft för den som vill fundera över alternativ till traditionell copyright. Kanske har muntligt berättande varit för marginellt i kulturlivet för att någon ska orka bry sig om sådana här frågor. Hittills. Tack Susie för att du tog upp frågan!

  24. Denne diskusjonen har jeg lengtet etter! takk til alle bidragsytere. Jeg har et minne fra den eneste Lejre-festivalen jeg har vært på, det må ha vært i 1994 eller -95. En kvinne, jeg tror hun var fra Jamaica og jeg tror hun het Grace, Hun laget en vidunderlig innledende fortelling om hvordan hun hadde anstrengt seg på tenkelige og utenkelige måter for å få tak i den forfatteren som hadde skrevet den boken hun ønsket å gjenfortelle. Da hennes strev til slutt ble kronet med hell – nei: LYKKE, over at hun hadde fått lov å bringe akkurat denne fortellingen videre – ja, så kom fortellingen.
    Ingen taper noe på å plassere seg selv i den kjeden av fortellere som vil viderebringe en fortelling.

  25. Lad mig fortælle om mit forhold til den copy-right, som jeg ejer ifølge loven: Jeg har en stille drøm om, at bare en enkelt af mine fortællinger stadigvæk er levende om hundrede år, hvor jeg selv og mit navn er glemt. Denne drøm er medvirkende til, at jeg glad og stolt giver mine historier videre, til dem som beder om det. Men jeg bliver sur, hvis jeg ikke bliver spurgt. At give en historie til en anden fortæller, er at give en gave. Ofte bruger jeg mange timer og dage på at hitte på en ny historie, jeg har givet den mit hjerteblod og jeg har vovet at slibe den til, foran et publikum. Jeg kan kun være generøs, hvis dette respekteres.

    Jeg blev engang noget forbløffet da publikum fortalte mig, at den historie jeg lige havde fortalt, kendte de. Fra en fortæller, som havde været der før mig. Det føltes som groft tyveri, for jeg var ikke blevet spurgt og i øvrigt var det på min hjemstavn. Det samme vil jeg føle, hvis en af mine historier pludselig udkommer på tryk, i en andens navn.

    Et særligt følsomt område, er vores seminarer, hvor vi ofte præsenterer helt nye og skrøbelige idéer. Det kan jeg ikke gøre, hvis jeg ikke er sikker på at de andre deltagere holder fingrene fra den historie, som her er ved at blive udviklet.

    På den ene side tænker jeg, at jeg da bare kan lave en ny historie, hvis andre kan bruge en af de gamle, og hurra for at mit produkt vandrer ud i verden. På den anden side tænker jeg: «hvorfor laver de ikke deres egne historier?»

  26. Jeg har nå laget en foreløpig oversikt over temaet gjeldende rett i opphavsrett for fortellere. Det ble såvidt langt at jeg fant det mes praktisk å legge det inn på nettstedet http://www.fortellerkafe.no
    Jeg vil delta i diskusjonen her når de interesserte har fått lest oversikten.

  27. Tusen takk Hallvard, veldig oppklarende, tror jeg. Jeg har et spørsmål dog: Om en forteller har skapt en fortelling, sugd den av eget bryst, som et eksempel din Moskva fortelling, og fortellingen ikke er nedskrevet, men lever kun i her og nå øyeblikket. Kan den da, om den har en helt annen kunstnerisk løsning på formidlingen, da fritt fortelles av en annen forteller?

  28. Dette reiser to spørsmål, 1) bevissprøsmålet og 2) verkshøyde.
    Fortelleren kan bevise at det er hans fortelling ved å skrive den ned og få bekreftelse av vitner som var tilstede under forestillingen. Spørsmålet om forestillingen har verkshøyde er ikke lett å svare på, jfr. Huldradommen hvor to underordnede retter og en høyesterettsdommer sa ja, mens fire høyesterettsdommere sa nei. Men jeg vil anta at jeg har opphavsrettsvern på selve fortellingen i nedskrevet tilstand, som et lite stykke litteratur som jeg kan benytte i ulike uttrykksformer. En annen kan imidlertid benytte seg av bearbeidelsesregelen: Opphavsmannen kan innenfor gitte grenser ikke motsette seg at en annen bearbeider hans åndsverk på en slik måte at nye og selvstendige verk oppstår, åvl. § 4.

  29. Takk skal du ha for at du bruker din innsikt på dette. Det er til hjelp for mange.

Legg igjen en kommentar

Fyll inn i feltene under, eller klikk på et ikon for å logge inn:

WordPress.com-logo

Du kommenterer med bruk av din WordPress.com konto. Logg ut / Endre )

Twitter picture

Du kommenterer med bruk av din Twitter konto. Logg ut / Endre )

Facebookbilde

Du kommenterer med bruk av din Facebook konto. Logg ut / Endre )

Google+ photo

Du kommenterer med bruk av din Google+ konto. Logg ut / Endre )

Kobler til %s