En anderledes litteratur

Susie Haxthausen, fhv. forfatter, nu fortæller og historiedigter.

Det er en fornem metier at genfortælle eventyr, myter og sagn og andres historier, og eftersom en virkelig god fortæller altid gør en historie til sin egen, er der tale om skabende kunst. Men: Jeg synes at vi er alt for få ”mundtlige forfattere,” som er optagede af at skabe den moderne, mundtlige fortælling. Kom og vær med! Vi har gang i et dybt interessant udviklingsarbejde af en ny, gammel kunstform, i dialog med vores lyttere. Vi byder på en anderledes litteratur, hvor formen præger indholdet af vores fortællinger. Hvorfor kan jeg sige ting, som jeg ikke kan skrive, ligesom der er ting jeg kan skrive, men ikke sige? Hvorfor har den fortalte historie mere handling og flere følelser, mindre refleksion og mindre dialog? Jeg vil gerne have jer med i dette udviklingsarbejde. Jeg savner flere nutidshistorier med bid i, som virkelig rager og berører publikum.

At skabe en fortælling
I begyndelsen skrev jeg mine fortællinger ned, sådan som jeg plejede, og lærte dem udenad. Det duer kun for skuespillere, for det kræver en særlig uddannelse at kunne sige skrevne ord, som om de blev skabt lige her og nu. Når vi andre gør det, bliver det ofte pinligt og kunstlet. I dag skaber jeg mine fortællinger ved at snakke dem frem. Det bliver bedst når jeg går tur, og jeg er så heldig at bo et sted, hvor jeg kan gå lange, ensomme ture. Igen og igen begynder jeg forfra på fortællingen. Ligesom når jeg skriver, render jeg ud af tangenter, smider væk, går baglæns, prøver forfra. Når jeg så fortæller for levende mennesker, bliver ordene som regel dem, som jeg på mine gåture fandt frem til var allerbedst. De ligger og venter på mig, når jeg kommer til det sted i historien, hvor de skal bruges. Jeg behøver kun at koncentrere mig om den indre film, som er historien. I begyndelsen er historien lang. Måske på tyve minutter. Når jeg har fortalt den ti eller tyve gange, varer den halvt så længe. Hvis jeg prøver at rekonstruere det som er faldet bort, synes jeg tit, at det var da en skam at smide sådan nogle fine billeder væk. Men det er rigtig nok. Når jeg tænker efter, og prøver igen, i dialog med publikum, kan jeg mærke at det er de overflødige billeder, jeg har smidt væk. Af og til sker det også at et billede vokser.

Den originale, mundtlige fortælling er skabt til at blive fortalt. Den bliver ikke skrevet ned, eller hvis den gør, er det først når den er slebet til. Det bliver den, ved at fortælles mange gange, og så er det slet ikke sikkert at den egner sig til at blive læst. Den er jo skabt til at blive hørt! Dog vil jeg tro at de bedste af H.C. Andersens eventyr er skabt på denne måde, og at det er forklaringen på at et helt univers kan udfolde sig fra halvanden side skrevet af ham, ligesom køkkenet fyldes af duft, når man kommer vand på en god bouillonterning, men jeg tror det var endnu bedre at høre ham fortælle!

Omkostningerne – og belønningen
Man bliver ikke rig af at være historiedigter. Det keder mig at fortælle de samme historier for mange gange, og jeg bliver sur, hvis jeg ikke får rolige perioder, hvor jeg kan være kreativ og hitte på nyt. Jeg kan dårligt klare mere end et job om ugen, og selv det, kun i perioder. Det er også voldsomt at stå foran publikum med en ny historie, for hvordan bliver den modtaget? Der er kontakt afregning, hvis den ikke duer, og man skal være veloplagt for at turde vise så meget af sig selv, som man gør, når man fortæller sine egne historier. Det er til gengæld euforisk, at blive taget godt imod!

Der er en stigende interesse for mundtlig fortælling i medierne, men jeg har sjældent set interesse for indholdet af den mundtlige fortælling. Til forskel fra romaner og noveller, anmeldes den originale mundtlige fortælling ikke, den får ingen opmærksomhed. Når vi bliver flere, kan det være at det bedrer sig.

Ovenstående har delvist været publiceret i Dansk Forfatterforenings medlemsblad.