Marianne og Marie

Hvem: Marianne Christensen, født 1954. bor i Vordingborg på Sydsjælland i Danmark.
Hvad: Uddannet lærer, har undervist børn og voksne i 30 år.

I denna artikel presenterar Marianne sitt nio år långa arbete med historien om Marie Grubbe. Klicka på «Les videre» här nere och låt dig inspireras. Kommentarer och frågor är välkomna!
© 2009 Lars Gabel
Läs, tänk, inspireras och kommentera!

I forrige århundrede var jeg i mange år aktiv skuespiller på den lokale amatørscene. I slutningen af 90’erne mødte jeg det mundtlige fortællermiljø via et kursus på Nordens Folkelige Akademi (NFA) i Gøteborg. Jeg deltog i et kursus hos Ulf Ärnström på Nordisk Fortælleseminar i Randers i 2001, og siden da har jeg været aktiv som fortæller, arrangør af kurser/festivaler/seminarer og som underviser omkring fortælling.

Helt praktisk valgte jeg dengang at droppe skuespil- og teater-arbejde til fordel for fortællingerne, fordi det var nemmere at planlægge arrangementer med mig selv end med en hel gruppe.
Den væsentligste grund var dog, at jeg gennem fortællingerne fandt et medie, som kunne nå publikum på en mere direkte måde end skuespillet.
Som fortæller følte jeg mig mere nøgen og mere autentisk. Det var meget provokerende og udfordrende, men den direkte kontakt med publikum, øjenkontakten og samspillet var en stor gave.

Fra kurset med Ulf i 2001husker jeg, at jeg netop var begyndt at arbejde med min fortælling om den danske adelsfrøken Marie Grubbe (1643-1717). Hun var født rig men døde fattig. MG blev kendt for, at hun var sine 2 første mænd utro, og efter to skilsmisser endte hun med at leve et skandaløst liv sammen med en tjenestekarl fra gården, hvor hun var frue. Hun er efterhånden godt beskrevet i både skøn- og faglitteratur.

Dengang var jeg meget ydmyg og nærmest bange for opgaven, men fast besluttet på at få en forestilling ud af det. Jeg kunne ikke finde ud af, hvorfor jeg ville fortælle historien, og hvad jeg skulle lære af den. Ulf var så elskværdig at give mig en ekstra samtale, og efter den havde jeg fået mere selvtillid og en stærk tro på, at det nok skulle lykkes at skabe en fortælling ud fra den viden, jeg allerede havde om hende. Jeg havde læst om hende i et års tid, kontaktet biblioteker, lokalhistoriske arkiver og surfet på nettet. Jeg følte mig hjemme i hendes historie. Desuden havde jeg talt med mange mennesker om, hvad hendes historie betød for dem. Folk fik ofte et lidt drømmende udtryk i øjnene, når de talte om hende, hun fremstod som en slags heltinde for mange. Sådan oplevede jeg hende ikke, men det pirrede blot min nysgerrighed yderlige, så gennem disse samtaler blev jeg bestyrket i, at jeg skulle gå videre med historien.

Men jeg manglede en form. Skulle jeg vælge en kronologisk fortælling, eller hvordan skulle jeg gribe det an? Der var mange små historier i den store fortælling, så det var svært at finde et fokus.

I marts 2002 holdt jeg en prøvefortælling for et indbudt publikum, og selv om jeg fik meget ros og opmuntring, var jeg ikke helt tilfreds selv. Formen var for stiv, billederne var ikke tydelige, der manglede flow.

Næsten et år senere var jeg så privilegeret, at jeg fik et stipendium af Nordisk Ministerråd til at bruge tre uger på NFA, hvor jeg kunne fordybe mig i hendes historie ved at bruge biblioteket og arbejde uforstyrret med udsigt ud over Götakanalen.
Her oplevede jeg endelig et gennembrud, idet jeg en aften lige før søvnen fik lavet en begyndelsessætning, og straks derefter kom formen.
Det var virkelig en stor lettelse efter to års research, mange meditationer og refleksioner endelig at føle, at jeg kunne komme videre. Hele indledningen til historien blev skrevet ned i min notesbog, og hvor jeg før havde haft svært ved at falde i søvn, så var jeg nu lysvågen og bare skrev og skrev det halve af natten til min kuglepen glødede.
Lige netop den aften havde jeg siddet i biblioteket mellem støvede bøger i den bløde sofa på NFA i en intens samtale med en kvinde fra Ungarn, som havde fortalt mig sin livshistorie. Hun fortalte om, hvordan hun havde kæmpet for at skabe et universitet i sin hjemby, hvor der blev fokuseret på bæredygtig udvikling. Hun kæmpede imod alle odds, men hun gjorde det med glæde og med en overbevisning om, at hun gjorde en forskel i verden. Jeg var dybt bevæget efter samtalen, for jeg havde netop oplevet, at når man kæmper fra hjertet med kærlighed i stedet for med vrede, så kan man nå langt.
Det var et tema, jeg gerne ville formidle som fortæller. Det kunne jeg bare ikke sætte ord på dengang, så jeg måtte stole på min mavefornemmelse.

Den ungarske kvindes historie kan slet ikke sammenlignes med Marie Grubbes, men jeg så til en vis grad en parallel til MGs historie, fordi hun i sidste ende valgte at følge sit hjerte, selv om det fik store konsekvenser for hendes liv og omdømme. Den ungarske kvinde fik succes, Marie mistede sine venner, blev fattig og levede med en mand, som slog hende, drak og på et tidspunkt også skød en anden mand.
Den bagvedliggende fortælling var dog den samme. De var drevet af kærlighed, af en sag de brændte for. Passion og lidenskab var deres fællesnævnere.

[1711 möter den unge upplysningsfilosofen Ludvig Holberg, på flykt från pesten i Köpenhamn, Marie Grubbe som då är 68 år]

Jeg bruger stadig den samme sætning som begyndelse, men historien har forandret sig mange gange i løbet af de 9 år, jeg har fortalt den for mere end 2000 lyttere. Desuden udvikler fortællingen sig forskelligt fra gang til gang, afhængigt af publikum. Jeg har stof til mere end den time, fortællingen kan vare, så ofte fortæller jeg videre, når lytterne stiller spørgsmål bagefter.

Gennem mit arbejde med historien har jeg lært at:
♥ grundig research og benhård disciplin er nødvendig for at opnå friheden til at fortælle fra hjertet
♥  når jeg kan se billederne i historien, så kan lytterne også
♥  de ting, der bevæger mig, også bevæger mit publikum. Vi er ikke adskilte.

I aften (2.2.11) fortalte jeg historien for et lille publikum på 19 lyttere. De var meget koncentrerede og stillede mange spørgsmål bagefter, selv om der var hundekoldt og meget støj fra andre på skolen. Da jeg spurgte dem, hvad der fascinerede dem ved Marie Grubbes historie, svarede de næsten alle: ”Hun fulgte sit hjerte, det var modigt.”

Jeg kan til overflod genkende stædigheden, ensomheden, smerten ved at miste, eventyrlysten og trangen til at leve mit liv, som jeg vil have det.

Måske var der derfor, jeg skulle fortælle hendes historie. For at lære lidenskaben at kende, for at følge mit hjerte og stå ved, at jeg har valgt den vej, jeg nu går.

10 responses to “Marianne og Marie

  1. Susie Haxthausen

    Smukt, Marianne! Tak!

  2. Tack Marianne! Jag känner igen en del av det du skriver om ifrån mina långt mer halvhjärtade försök att berätta Mary «Frankenstein» Shelleys liv. Hur börjar jag, vilka mer allmängiltiga teman kan göra att historien angår också lyssnare idag, vad menar jag egentligen med berättelsen? Jag kanske skulle ta upp den tråden igen …

    Och jag har massor med frågor! När Marie säger sig vara tillfreds med sina val i livet är det väl troligt att lyssnarna åtminstone på någon tidspunkt ställer sig frågan; är detta en livslögn eller en «livssanning»? Hur hanterar du det rent berättartekniskt? Jag frågar därför att det är ett av mina största problem med historien om Mary.

  3. Jeg ved jo i sagens natur ikke, hvad Marie har tænkt så jeg gætter.
    Jeg skal nok lige fortælle, at rammen for historien blev, at jeg fortæller om hendes gåtur fra hjemmet, hvor hun vågner om morgenen og ved, at hun skal gå langt. Hun går ca. 25 km til en kirke, hvor hun skal hente sin ‘fattighjælp’. Undervejs på turen lader jeg hende genopleve episoder fra hendes liv, flash backs, som jeg fortæller om i billeder, som om hun oplever det ‘her og nu’. Gennem billederne oplever publikum hendes liv i glimt.

    Jeg fortæller i datid, men med en indstilling til, at det foregår ‘nu’. Ind imellem lægger jeg ord i hendes mund, som jo sagtens kunne være mine egne, det er fortællerens frihed, synes jeg.
    Lige præcis spørgsmålet om, hvorvidt hun var tilfreds med sit liv, bliver ofte diskuteret.
    Jeg kan ikke svare på det, blot ved jeg, at hun udtalte til Holberg i 1711 (iflg. ham), at hun elskede sin mand, Søren, højere end de to andre tilsammen, også selv om han tugtede hende.
    Hendes to første ægteskaber var tvansægteskaber, og da hun valgte Søren, fulgte hun vel sin drift, og det fik den konsekvens, at hendes mand ville skilles. Derefter havde hun ikke andet valg end at følges med Søren. Hun blev bortvist fra egnen.
    Jeg ved ikke, om hun var bevidst om det, eller om hun bare gjorde, hvad der var muligt for hende i den pågældende situattion.
    Hvad tænker andre?

  4. Uddrag fra Holberg, epistel 89,
    Et andet Exempel af vor Tids Historie er udi en Høy-Adelig Dame, hvilken havde en u-overvindelig Afskye for hendes første Ægtefælle, skiønt han blant alle Undersaattere var den fornemmeste og tilligemed den galanteste Herre udi Riget; og varede dette indtil paafulte Skilsmisse, da efter et nyt Ægteskab, som ogsaa havde et ulykkeligt Udfald, hun omsider tredie Gang begav sig udi Ægteskab med en gemeen Matrods; med hvilken, end-skiønt han dagligen handlede ilde med hende, hun sagde, sig at leve langt meere fornøyet, end udi det første Ægteskab. Og haver jeg saadant hørt af hendes egen Mund, da jeg var i hendes Huus, som var ved et Færgested udi Falster, paa samme Tiid, da hendes Mand var arresteret formedelst en Misgierning. Saa at det synes, at just det, som kunde være afskyeligt for andre, var Tønder til Elskov og Fornøyelse hos hende.

    http://bjoerna.dk/Holberg/Groensund.htm#Epistel 89

  5. Tack för dina svar, Marianne! Här är nästa fråga. Jag läste om hur Jens Peter Jacobsen arbetat med sin historiska roman om Marie. Jag har omsider förstått att den tillhör den danska «kulturkanon». Tydligen var Jacobsen en föregångsman för naturalismen. Så här står det i svenska Wikipedia:

    Det var en historisk roman av helt annan art än den föregående romantiska, som i Danmark ägt sin målsman i Ingemann och dennes efterföljare; det var en modernt psykologisk, i mycket naturalistisk skildring, byggd såväl på studier i arkiv och bibliotek som på själsundersökningar och på arkeologiska detaljforskningar, ofta utförda med nästintill naturvetenskaplig noggrannhet och sinne för enskildheter. Härmed sammanhängde den stundom långt gående utmålningen av sceneri, av hela den yttre omgivningen, levande och livlös natur, av tillbehör och smådrag. Ämnet – Marie Grubbes (Grubbe, dansk adlig ätt) underliga levnadsöde – erbjöd tillfällen till skildringar av starka motsatser, och boken lämnar en hel rad karakteristiker ur de olika samhällsklasserna på 1600-talet.

    Så min fråga är, känner du igen något av detta arbetssätt? Har du också i någon mening arbetat som «arkeolog»?

  6. Svar til Ulf:
    Ja, jeg har i høj gread følt mig som en slags arkæolog. Jeg har et utal af papirer og noter fra lokalhistoriske arkiver, uddrag af bøger, retsudskrifter og artikler. Ofte har jeg fundet nyttig viden i artikler om andre emner, fx om færgedrift på Marie Grubbes tid.
    Et andet (lidt langt) eksempel er, at jeg engang besøgte Bergen, hvor jeg gik ind i den gamle købmandsgård på Bryggen. Her fandt jeg et billede af Frederik d. 3., Maries 1. svigerfar. Det fik mig til at tænke på, om hun mon havde besøgt Bergen og den købmandsgård, som oprindeligt var der på stedet.
    Desuden var der en påfaldende lugt af tjære i hele huset. – Jeg havde ofte undret mig over, at Marie havde udtalt, at ‘hun gad så gerne lugten af hestemøg og tjære’, da hun blev spurgt, hvorfor hun havde valgt at have en affære med Søren, som var kusk og ladefoged.
    I huset i Bergen fik jeg den tanke, at hun måske havde haft minder om sejlturen til Norge, hvor hun jo må have lugtet til til det tjærede tovværk. Dette var i hendes ungdom, hvor alt endnu var idyl, og ved mødet med Søren, som lugtede af tjære, kan der måske være sket en ‘vækkelse’ af minderne, hun kan have følt sig som ung igen, osv,
    I første omgang kunne jeg ikke få bekræftet, at hun havde været i Bergen, men senere har jeg fået bekræftet det via Dan Andersens bog om hende.
    Forklaringen er måske langt ude, søgt osv., men det væsentlige for mig er ikke, om det virkelig er sandt, men om det kunne have været sandt.
    Tankerne styrker min billeddannelse, og sanseligheden bliver tydeligere i fortællingen. Måske bruger jeg al den viden og tænkning i bare en enkelt sætning, men det vil være alligevel være med at gøre fortællingen mere levende.
    Jeg har arbejdet en del med at søge at finde psykologiske sammenhænge mellem de ting hun siger, og det hun gør. Der er forsvindede få udtalelser fra hende selv, men meget gætteri.
    Jo, jeg har været vidt omkring, og ovenstående er bare nogle få eksempler.

  7. Intressant! Då har jag min tredje fråga; Mary Shelley har en charmig liten myt om hur hon, liksom du i halvvaket tillstånd får en vision av monstret och hittar de första orden till berättelsen om Frankenstein. Och du skriver: Her oplevede jeg endelig et gennembrud, idet jeg en aften lige før søvnen fik lavet en begyndelsessætning, og straks derefter kom formen.

    Vad var begyndelsessätningen? Kan du berätta mer om vad som hände?

  8. Freya Hvaste

    Hej Marianne
    Tak for at dele denne mangeårige erfaring med os andre. Meget inspirerende, faktisk.
    Kh
    Freya

  9. Svar til Ulf:
    Begyndelsessætningen er:
    «Marie vidste, at hun skulle gå i mange timer den dag. ….»

    Jeg forestiller mig, at hun ligger i en fugtig seng, det er tidligt morgen, og hun orker ikke at stå op, men hun ved, at hun er nødt til det. Hun skal nemlig gå ca. 25 km for at hente sin årlige fattighjælp i den kirke, hvor godhjertede mennesker har lagt penge i kirkebøssen igennem året. Kun ved personligt fremmøde kan man få udbetalt en andel af beløbet.

    Da jeg havde sætningen på plads, gav formen sig selv. Jeg forestiller mig, at hun går turen i løbet af dagen, og undervejs tænker hun tilbage på sit liv med sine tre mænd. Undervejs har hun nogle stop, hvor hun spiser nogle kogte æg, som hun har taget med. i en lille pakke.

    Her boede Marie:
    http://mariannechristensen.dk/Marianne%20Christensendk/Marie%20Grubbe.html

  10. Marianne er sej !!
    Jeg var heldig at booke hendes Marie Grubbe-fortælling mens jeg havde mikrokulturhus på Bogø.
    ps. jeg er vild med denne sætning: «Når man kæmper fra hjertet med kærlighed i stedet for med vrede, så kan man nå langt.» – den tager jeg til mig.
    KH
    Malene
    (som mest fortæller via sange/musik)

Legg igjen en kommentar

Fyll inn i feltene under, eller klikk på et ikon for å logge inn:

WordPress.com-logo

Du kommenterer med bruk av din WordPress.com konto. Logg ut / Endre )

Twitter picture

Du kommenterer med bruk av din Twitter konto. Logg ut / Endre )

Facebookbilde

Du kommenterer med bruk av din Facebook konto. Logg ut / Endre )

Google+ photo

Du kommenterer med bruk av din Google+ konto. Logg ut / Endre )

Kobler til %s