Annemaries Julekalender

En julekalenderhistorie fra 2004 af Annemarie Krarup

Afsnit 1
Det var onsdag. En mørk og grå en af slagsen, men det burde nu ikke betyde noget for Nisiliado. Han burde være glad og spændt og fuld af narrestreger, for det var nemlig ikke en hvilken som helst onsdag. Det var faktisk en ud af de kun fire meget vigtige onsdage der befandt sig i den del af december der lå før d. 24. – som jo (når alt kom til alt) var den vigtigste af decemberdagene.
Men Nisiliado var IKKE glad og forventningsfuld, for han syntes på ingen måde at det var morsomt at rende op og ned mellem loftet og kælderen og lave ballade.
Måske (og jeg ved det er farligt at sige sådan noget, for tænk hvis Overnissen hørte om det; hvad kunne han ikke finde på at gøre ved stakkels Nisiliado) – måske burde Nisiliado slet ikke have været en husnisse. Måske ville han have befundet sig meget bedre ved at være en af de alvorlige og alvorstunge administrationsnisser i juleministeriet.
Men sådan en karriere er noget man skal være født til. Det kan slet ikke komme på tale at iføre sig ministeriets mørkeblå administrationskappe, med mindre ens forfædre og –mødre har været ansat i ministeriet nærmest lige så længe, som man kan huske tilbage.
Nisiliado glædede sig altså simpelthen overhovedet ikke til jul – og det er en meget trist ting for en nisse.
Nogen ville nok sige han i virkeligheden var doven. Hans far ville nok sige det på den måde.
Nisiliados far havde aldrig haft megen forståelse for sin søns alvorlige og sørgmodige sind. Nisiliados far var en rigtig gutternisse; en af den slags, som altid kunne fyre en morsomhed af på det rette tidspunkt og vende enhver nok så dyster og trist stemning til glæde og latter.
Nisiliado sukkede dybt og kiggede igen på kalenderen. Der var ikke noget at gøre – fra i dag skulle der atter nisses igennem i samfulde 24 dage, og han – Nisiliado – måtte tage sig gevaldigt sammen og lade som om han syntes det var sjovt. Om ikke andet så for sin gamle fars skyld…

Afsnit 2
”Kom nu, sønneke. Tag du fat i den ene ende af bukserne, så tager jeg den anden. Det er vel nok stor spas sådan at hænge kammerherreindens underbenklæder op i flagstangen!” Nisiliados far lo og klappede sig på den runde mave. ”Og bagefter skal vi have os en rigtig god gang risengrød og en nisseøl.”
Nisiliado lavede en anstrengt grimasse, der skulle forestille et smil. Og hvad enten der nu var tale om ønsketænkning fra farens side, eller om Nisiliado virkelig var i stand til at spille glad, så var hele formiddagen gået godt; faren var i storartet humør.
Og moren gik rundt og strålede med sit store forklæde på mens hun nynnede julesange.
Nisiliado havde også virkelig taget sig sammen. Han gjorde i den grad vold på sig selv for at spille den glade nissedreng, at hans hoved og nakke smertede af lutter hengemt irritation. Ved sig selv lovede han, at i hvert fald den første uge af december skulle det lykkes for ham at holde gode miner i slet spil. Hans forældre skulle – i det mindste for en tid – se en god og glad julenissesøn i ham. Han sukkede og bed tænderne sammen om et nyt smil. Faren havde grebet ham i armen og trukket ham af sted mod trappen til loftet, hvor grøden stod og snurrede i et hjørne.
Efter at grøden var spist, ville faren have Nisiliado med ud og lave flere gale streger, men på det tidspunkt var Nisiliado så udmattet, at han var nødt til at skuffe sin far. Moren kunne godt se, hvor det bar hen, og sendte faren ud for at skaffe mere kanel og smør til grøden, mens hun snakkede lidt med sin søn.
”Hvor længe tror du selv, du holder til det der” spurgte hun.
”Hvad mener du?” spurgte Nisiliado en smule fornærmet. Var det så tydelig, at han spillede komedie?
Moren kiggede overbærende på ham. ”Når du ikke har kunnet holde juleballaden ud, siden du var en bitte-nisse, er det da sært, hvis du pludselig skulle have skiftet sind i år,” sagde hun.
Nisiliado hang lidt med hovedet. ”Jeg vil bare så gerne at far og du er glade,” sagde han.
”Jamen din far har da også moret sig herligt hele dagen,” sagde moren. ”Men nu skal du bare høre her. Kan du huske min onkel Jul Thomsen, som vi nogen gange har set til balfalderallala i familien? Han arbejder jo i ministeriet, og jeg har for flere år siden spurgt ham, om han kunne finde en praktikantplads til dig derinde.”
”Mor!” udbrød Nisiliado. ”Hvorfor dog det?”
”Jamen jeg tror altså bare, du ville føle dig godt tilpas derinde,” svarede hans mor. ”Og nu har han altså sendt besked om, at der er en plads til dig, hvis du er interesseret. Du kan tage derind i morgen, min dreng”
Nisiliado gik i seng den aften med en sær fornemmelse i maven. Måske var det som ministerie-nisse han kunne finde lykken?

Afsnit 3
”Kan jeg få lov at se kort og billetter, tak”. Stemmen kom fra en meget tyk og langskægget billetmand. Nisiliado kiggede lidt betuttet på ham. Han lignede slet ikke en almindelig billettør; der var et eller andet sært ved ham, som Nisiliado slet ikke kunne få til at passe.
”Jeg bad om deres kort eller billet. Tak!” Den tykke billettør gentog brysk sin opfordring, og Nisiliado fumlede helt befippet sin billet frem.
Heller ikke de øvrige passagerer havde billetterne parat. En gammelnisse som sad helt nede i hjørnet ved vinduet og snorkede måtte ruskes vågen, og en kone som havde medbragt en høne i en kurv var så optaget af at læse i sin bog, at billettøren måtte tale temmelig højt til hende før hun reagerede.
Ingen af de andre passagerer syntes at undre sig over billettørens udseende, men de var selvfølgelig også noget fraværende.
Lige inden billettøren forlod vognen, vendte han sig om og så direkte på Nisiliado. Og så blinkede han til ham!
Nisiliado blev helt forvirret og vidste ikke, hvad han skulle tro. Havde den sure billetmand virkelig blinket til ham – eller var det bare noget, han bildte sig ind?
Nisiliado spekulerede hele vejen til Hovedstaden, men han så ikke mere til billettøren på turen, og da han nåede frem til den store by var der så meget at kigge på, at han snart glemte alt om den mærkelige billetmand.
Onkel Jul Thomsen hentede Nisiliado på banegården. Han var en alvorlig ministerienisse og Nisiliado var ikke fri for at føle sig både fjollet og oplagt til narrestreger i sammenligning med den alvorlige onkel. Han fnisede ganske let indvendig og håbede, at onklen ikke bemærkede det. Nu var han jo omsider på vej til et sted hvor det var helt i orden at være en alvorsnisse. Han skulle ikke nyde noget af at ødelægge sine muligheder i ministeriet inden han overhovedet var begyndt som praktikant.

Afsnit 4
Nisiliado var temmelig nervøs, da han næste morgen klokken ni præcis gik op ad trappen til juleministeriet sammen med onkel Jul Thomsen.
Han skulle bo hos sin onkel og tante, mens han var i praktik i ministeriet og havde tilbragt en MEGET stille og rolig aften på deres loft i en kæmpestor villa i et af de fine kvarterer i Hovedstaden.
Tante Konstancilia var – ligesom sin mand – en meget formel nisse, og mens Nisiliado sad høfligt konverserende den aften, greb han sig selv i at savne sin fjollede larmende far en lillebitte smule. Han skød det væk. Det var en dårlig gammel vane. Hvor latterligt, tænkt han ved sig selv.
Om natten drømte han, at hans far stod i et hjørne af gårdspladsen derhjemme og græd. Han vågnede op med en mismodig fornemmelse i hjertet.
Ministeriets store mørkegrønne porte åbnede sig langsomt og knirkende. To vagtnisser stod indenfor, stive som saltstøtter. Nisiliado og hans onkel trådte ind i den højloftede hal.
Nisiliado lagde mærke til en lang frise af billeder, der løb langs med væggen i hallen. Så vidt han kunne se, forestillede de nissernes og julens historie, men der var ikke tid til at se nærmere på billederne, det måtte vente til en anden gang. For nu skulle han præsenteres for onkel Jul Thomsens chef.
De gik i lang tid ad mørke, kringlede gange, og Nisiliado spekulerede på, hvordan han nogensinde skulle kunne finde rundt her på egen hånd. Da de omsider stoppede op foran endnu en utilnærmelig dør, var Nisiliados humør ikke længere så godt.
Omsider stod de foran Chefnissen, han havde travlt med at rode i sin skuffe. Mens de ventede på at han skulle gøre sig færdig, hviskede onklen nogle få gode råd til Nisiliado. Han skulle holde op med at ryste over hele kroppen, rette ryggen og ikke tale før han blev spurgt.
Til sidst så Chefnissen op fra sin skrivebordsskuffe. Han kiggede nøje på Nisiliado. ”Du ved jo nok, at det er uhyre sjældent, at en landnisse som du får mulighed for at få en fod indenfor i ministeriet?”
”Det ved jeg” stammede Nisiliado.
”Vi forventer megen alvor og seriøsitet af dig. Det er du vel klar over?”
Af en eller anden grund fik Nisiliado vældig lyst til at grine højt af den alvorlige lille nissemand foran ham. Han måtte kvæle sit grin og kom til at hoste så voldsomt, at onklen måtte dunke ham i ryggen.
Chefnissen så en smule irriteret ud, men Jul Thomsen forsikrede ham om, at Nisiliado var en særdeles seriøs og alvorlig nisse, og blot var en smule nervøs.
Omsider slap de ud af kontoret og onklen parkerede Nisiliado blandt nogle gamle og i høj grad støvede papirbunker som skulle sorteres og arkiveres.
Nisiliado måtte slippe en lille latter ud af mundvigen. Han så sig hurtigt omkring i håb om, at ingen havde hørt ham. Og fik øje på en kraftig skikkelse langt nede af gangen, som med stor fart var på vej direkte mod ham…
”Åh, nej,” tænkte Nisiliado. ”Nu har jeg ødelagt det hele, inden jeg overhovedet er kommet i gang!” Han så sig desperat omkring. Der måtte være et eller andet, han kunne gøre.

Afsnit 5
”Du der! Kom lige med her!” Den tykke skikkelse råbte på ham fra den anden ende af gangen, mens han nærmede sig med stormskridt.
”Åh, nej!” Nisiliado stod som forstenet med favnen fuld af støvede pergamenter.
Men pludselig kom der liv i Nisiliado; han kastede papirerne fra sig, og spurtede ned ad gangen.
Nisiliado kastede sig rundt om et hjørne og fik øje på en døråbning i væggen på sin venstre hånd.
Uden at betænke sig sprang han ind i den mørke åbning – og var tæt på at snuble ned af en trappe.
Nisiliado sparkede døren i og gav sig til at spæne ned ad trinene så hurtigt han kunne. Trapperummet var sparsomt oplyst af enkelte fakler langs med trappen, og Nisiliado kunne svagt ane konturerne af gamle statuer indsat i hvælvede buer højt oppe på begge sider af den brede trappe.
Trappen snoede sig længere og længere ned i dybet og Nisiliado stoppede et øjeblik op for at få vejret og for at lytte.
Nisiliado anstrengte sine ører til det yderste, men der var ikke andre lyde end hans eget bankende hjerte, og stakåndede vejrtrækning.
Han satte sig på trappen. Hvis han gik tilbage, ventede hans forfølger måske på ham for at afsløre at det var ham, Nisiliado, der havde leet så utidigt.
Han besluttede sig til at blive lidt længere tid i kælderen. Han skuttede sig lidt; der var køligt og selvom der hang en del fakler, sad de for højt oppe til at han kunne varme sig ved deres ild.
Han kunne ligeså godt udforske stedet; måske kunne han også få lidt varme i kroppen, når han bevægede sig.
Nisiliado listede sig længere ned ad trappen – ikke en lyd hørte han på sin vej. Der var ufatteligt øde og ensomt, og han begyndte at få en fornemmelse af, at han var levende begravet i et ensomt gravkammer.
Han havde lige besluttet sig til at der var FOR trist og uhyggeligt i kælderen og at vagtmanden nok havde forladt området, da en voldsom larm trængte sig ind på ham fra dybet længere nede. Det lød som om et brølende rasende uhyre bevægede sig op mod ham…

Afsnit 6
Nisiliado stod som forstenet, mens NOGET langsomt nærmede sig. Han iagttog paralyseret en lille røgfane, der snoede sig op langs trappetrinene, og kort efter kunne hans se et pulserende rødt lys, der hvor trappen drejede.
Så blev han vækket af en indre stemme: ”Løb, ved den søde grød – LØB MAND!” Nisiliado ventede ikke på at se mere; han drejede rundt på hælen og styrtede op ad trappen.
Der var så mange trin! Han kunne ikke huske at han var kommet så langt ned ad trappen.
Efter noget der føltes som halve timer, nåede Nisiliado omsider op til det øverste trin. Han kastede sig mod døren, og forestillede sig hvordan han ville knalde den i og drøne videre ned ad gangen, da han fik chokket. Døren var blevet låst! Nisiliado kastede sig igen mod døren og slog sine bare næver til blods mod det massive træ – men det hjalp ikke.
Bag sig hørte han larmen fra uhyret blive kraftigere og kraftigere. Han faldt ned på sine små knæ og skulle til at kalde på sin mor, da han blev grebet bagfra og slæbt med ind i en åbning, der pludselig var kommet i den ene side af trappeskakten.
Nogen holdt Nisiliado hårdt for munden og hviskede at han skulle være stille, mens han sprællende og fægtende med armene så hvordan muren gled i foran ham, så han snart befandt sig i totalt mørke med sin bortfører.

Afsnit 7
Den store næve klemte hårdt om Nisiliados mund mens han lå ubekvemt på det iskolde stengulv og blev holdt fast af den store skikkelse.
På den anden side af muren kunne han høre, hvordan NOGET larmede og brølede. Det lød forfærdeligt uhyggeligt, og Nisiliado var rædselsslagen ved tanken om at det larmende uhyre skulle bryde igennem muren.
Omsider forsvandt brølene akkompagneret af en slæbende lyd ned ad trappen.
Da stilheden indfandt sig, slækkedes grebet om Nisiliados mund, og han begyndte at skælde ud. Det lignede ikke noget sådan at slæbe af sted med ham uden at præsentere sig først, skændte han.
”Ja, ja, lille nisse” sagde en dyb stemme ind i øret på ham. ”Det havde rigtig nok været vældig fint at stå derude på trappen, mens dragen nærmede sig og høfligt præsentere sig for hinanden. Jeg tror – du må meget undskylde lille nisse – ikke at vi to havde været her nu, hvis vi havde brugt tid på at dyrke pæne manerer.”
”Men hvem er du, og hvorfor var du lige der, så du kunne redde mig, og hvordan fik du muren til at åbne sig – og, og, – og hvor er vi i det hele taget – og var det DRAGE du sagde?”
Nisiliado begyndte at hakke og stamme, ikke mindst over den sidste oplysning. Tænk, at han havde været så tæt på at møde en drage ansigt til ansigt!
”Rolig nu, lille nisse,” sagde den dybe stemme. ”Nu skaffer jeg lidt lys, så vi kan se hinanden an. Og så er der vist en ting eller to, vi lige skal have drøftet.”
Den dybe stemmes ejermand fjernede sig, og lidt efter så Nisiliado et lysskær komme imod sig. Det blændede ham selvom han godt kunne se at det bare var en lille nødfakkel. Ikke desto mindre forekom lysskæret så kraftigt, at han ikke kunne se ansigtet på den dybe stemme.
Han fik et glas vand og en hård ting, som vist var en skive halvtørt rugbrød, stukket i hånden. Han drak ivrigt af vandet. Alt det løberi op og ned ad gange og trapper havde gjort ham godt tørstig. Derimod kunne han godt undvære den tørre humpel brød.
Da Nisiliado havde drukket vandet, havde hans øjne også vænnet sig til lyset. Han så op for at finde ud af hvem hans mærkelige redningsmand og bortfører var.
Og han så lige ind i øjnene på den underlige billettør fra toget..

Afsnit 8
Billetmanden så alt andet end fredelig ud. Håret strittede i alle retninger og selvom hans stemme havde lydt temmelig rolig i mørket, blev Nisiliado alligevel lidt forskrækket over at se ham. Og meget forbavset. ”Undskyld, men det er da dig fra toget, ikke?” stammede han.
”Hm, jo, jo,” brummede billetmanden.
”Men hvad i alverden laver du dog her?” spurgte Nisiliado videre.
”Tja, unge nisse. Det sammen kunne jeg med god ret spørge dig om,” kom det tørt fra billettøren.
”Jamen jeg arbejder skam her i ministeriet,” svarede Nisiliado vigtigt.
”Hm. Nå. Ja, men det er da interessant.” Billettøren granskede Nisiliados ansigt. ”Og hvad arbejder du så med, om jeg må spørge?”
Nisiliado blev rød i hovedet. ”Jeg rydder op i nogle gamle pergamenter,” stammede han.
”Åh. Ser man det. Ja så forstår jeg meget bedre, hvad du lavede hernede hos dragen” billetmanden kiggede meget sigende på Nisiliado.
”Hvad er der med den drage?” spurgte Nisiliado, ”hvorfor bor der en drage hernede?”
”Ja, ser du, det er en af de ting jeg havde håbet DU kunne fortælle mig,” svarede billetmanden. ”Det er ikke så let at få noget at vide om hvad der sker i dette ministerium for tiden, ser du.”
”Men hvem er du egentlig?” spurgte Nisiliado forsigtigt, mens han tænkte, at det ville den gamle nok ikke ud med. Og ganske rigtigt. Der blev hm’et og øh’et en del, men noget klart svar fik Nisiliado ikke.
”Lad mig sige så meget som at jeg undersøger forskellige ting,” var alt hvad han kunne få ud af billetmanden. ”Og måske kunne du tænke dig at hjælpe mig?”
”Hvorfor skulle jeg hjælpe dig, hvis du ikke engang vil fortælle mig hvem du er?” spurgte Nisiliado.
”Måske fordi jeg har reddet dig fra dragen,” svarede billetmanden og smilede venligt til Nisiliado.
Af en eller anden grund følte Nisiliado at han kunne stole på billetmanden. Han virkede ikke ligesom de andre, han havde mødt i ministeriet. Nisiliado fik ikke lyst til at fjolle eller grine, når han så på ham, men følte sig bare tryg og godt tilpas. ”Hvis jeg hjælper dig, må du også fortælle mig, hvad du er i gang med,” sagde Nisiliado.
”Det skal jeg nok gøre, når den rette tid kommer,” svarede billetmanden. ”Men lige nu er du nødt til at stole på mig. Hvis jeg har ret i, at der foregår ting, der ikke burde foregå i dette ministerium, vil du snart få mangt og meget at se.”
”Hvad vil du have mig til at hjælpe med?” spurgte Nisiliado.
”Først og fremmest kunne jeg godt tænke mig at finde ud af, hvad chefnissen gemmer i sin skrivebordsskuffe,” sagde billetmanden. ”Så hvis du kunne snige dig ind på hans kontor og kigge nærmere på det, så kan det være vi bliver lidt klogere.”
Nisiliado var faktisk selv blevet ret nysgerrig efter at vide hvad chefnissen havde i sin skuffe, så han sagde ja.
Billetnissen forklarede nu Nisiliado at de kunne mødes i en afsides korridor i et rum hvor man kun kunne komme ind i, hvis man tegnede at bestemt tegn på døren med sin finger. De aftalte et tidspunkt på en time hver dag, hvor de skulle forsøge at mødes der.
Nisiliado blev lukket ud på gangen gennem en ventilationsskakt i muren. Han skyndte sig hen til sine pergamenter og samlede dem op. Nu skulle der arbejdes, så onklen ikke opdagede, at han havde været væk.

Afsnit 9
Nisiliados forsvinden var ikke gået ubemærket hen. Han var knap nok nået hen til pergamenterne, før onklen stod foran ham med en meget stram mine på.
”Hvor i alverden har du været henne,” spurgte han vredt. ”Det er en meget simpel ting, du er blevet sat til, og hvis du ikke engang kan ordne noget så enkelt uden at kede dig og gå din vej, så tror jeg bestemt ikke, du egner dig til at arbejde i dette ministerium.”
Der fulgte en lang tale om familiens ære og om at Nisiliado nok var alt for ung en nisse og slet ikke alvorlig nok. At Nisiliados mor nok i høj grad havde overdrevet med sin snak om Nisiliados alvor og pligtfølelse og så videre og så videre.
Nisiliado følte sig temmelig utilpas og beklemt. Han undskyldte virkelig mange gange og lovede bod og bedring med det mest angerfulde ansigtsudtryk han kunne mobilisere. Til sidst lod onkel Jul Thomsen sig formilde og tog Nisiliado med hen til ministeriets kantine, hvor en portion meget fin risengrød og en nisseøl hjalp betydeligt på begges humør.
Nisiliado fortalte onklen, at det havde været meget spændende for ham at kigge sig lidt om i ministeriet, men at han for vild og ikke kunne finde tilbage.
Onklen blev mildere i mælet og sagde at han da godt kunne forstå at Nisiliado havde været nysgerrige efter at se stedet, og han lovede Nisiliado en rundtur i ministeriet den følgende dag.
Senere på dagen så Nisiliado sit snit til at smutte ind ad døren til chefnissens kontor. Han listede sig forsigtigt hen til det store skrivebord og gik rundt om det for at komme hen til den skuffe, chefnissen havde rodet i.
Nisiliado tog fat om det store beslag, der sad på den øverste skuffe og trak til. Skuffen rokkede sig ikke ud af stedet. Det samme var tilfældet med de andre tre skuffer. De var alle låst.
Nisiliado skyndte sig ud af kontoret igen og nåede med nød og næppe ud og hen til sine papirdynger, inden han fik øje på chefnissen, der kom vraltende hen ad gangen med en stor julekringle i den ene hånd.
”Hm,” tænkte Nisiliado. ”Han er åbenbart en rigtig slikmund”
Da de tog hjem om aftenen, var Nisiliado meget træt og udmattet, og selvom tanten spurgte ham ud, kom der kun enstavelsesord fra ham.
Til sidst forbarmede tanten sig over ham og sendte ham i seng for natten. Og ikke så snart havde Nisiliado lagt hovedet på puden før han var i drømmeland.

Afsnit 10
Da Nisiliado næste dag stod med de støvede papirbunker i juleministeriet var hans opmærksomhed rettet mod chefnissens kontor, som han belejligt nok kunne holde øje med derfra hvor han stod.
Han måtte på en eller anden måde finde ud af hvor chefnissen havde sine nøgler og så se om han kunne få fat på dem.
Første gang chefnissen gik ud af sit kontor, smuttede Nisiliado derind og så sig omkring. Der var ingen nøgler at se nogen steder. Nisiliado gik hen til skrivebordet – der lå ingen nøgler ovenpå det. Måske hang nøglen under det store skrivebord?
Han kravlede ind under skrivebordet og undersøgte det for fremspring og søm, men han fandt ingen steder hvor der kunne gemmes en nøgle.
Han kravlede ud igen og så sig febrilsk omkring. Chefnissen kunne komme tilbage når som helst.
Så fik Nisiliado øje en stor sort overfrakke der hang på en knage i hjørnet. Han skyndte sig hen og stak hånden ned i lommerne. Han var heldig. I en inderlomme fandt han et nøglebundt, som han straks stak i lommen – og derefter sprang han ud fra kontoret. Det var i sidste øjeblik, for sekundet efter at han – noget forpustet – var nået tilbage til sine støvede papirer, drejede chefnissen rundt om hjørnet. Han så på Nisiliado med et sært blik, men sagde ikke noget. Nisiliado blev en smule nervøs; kunne det mon ses på ham at han var i gang med gale streger?
Lidt efter kom hans onkel forbi. ”Hvordan er det dog du ser ud, knægt?” spurgte han. Nisiliado så forvirret på ham. ”Hvad mener du?”
”Du har spindelvæv over hele huen.”
Nisiliado løb ud på badeværelset og så sig i spejlet. Hele hans hue var fedtet ind i en tyk og klistret spindelsvævsmasse. Han måtte have fået det på huen, da han kravlede rundt efter nøglen inde under skrivebordet. Han måtte skylle huen i flere hold vand før det klæbrige spind var nogenlunde væk.
Da Nisiliado kom tilbage, stod hans onkel og kiggede på det arbejde, der var blevet lavet.
”Det ser godt ud, Nisiliado,” roste onklen ham. ”Du har nået meget i dag, men du mangler stadig en hel del, fordi du løb sådan rundt i går. Jeg foreslår at du arbejder i frokostpausen, så du kan indhente det forsømte.”
Det skulle selvfølgelig være en straf fordi han havde tosset rundt dagen i forvejen, men for Nisiliado løste det et stort problem; han kunne nu undersøge skufferne i fred og ro. Han gjorde sig umage for at se skuffet ud og hænge med hovedet.
Senere gik chefnissen og Jul Thomsen til frokoststuen. Nisiliado bøjede sig over sit arbejde og lod som om han var dybt opslugt, da de to gik forbi ham. Hans våde hue hang slapt ned ad ryggen og dryppede. Det var ikke særlig behageligt, men det ville være et utilladeligt brud på etiketten at gå barhovedet rundt.
Da de var forsvundet rundt om hjørnet ventede Nisiliado lidt for at være sikker på at chefnissen ikke skulle vende tilbage efter noget, han havde glemt. Sine nøgler, for eksempel..
Så listede han sig atter ind på kontoret og trak døren i efter sig. Det store nøglebundt klirrede, mens han forsøgte den ene nøgle efter den anden i skrivebordslåsen. Omsider havde han heldet med sig. Han åbnede først den øverste skuffe. Der lå blyanter, viskelæder, fyldepenne og andre kontorartikler nydeligt sorteret og ordnet.
De to næste skuffer så lige så uskyldige og velordnede ud.
Han var nået til den fjerde og nederste skuffe. Den var sværere at få op end de andre, og han måtte bakse noget med den før det lykkedes at få den åbnet.
Nisiliado trak skuffen ud. Der lå et lag flaskekapsler! Hvad i alverden skulle det betyde? Han tog en af kapslerne og stak den i lommen. De var alle røde og hvide og med slynget skrift stod der: ”Coca Cola” på dem. Nisiliado anede ikke hvad det var for noget. Måske billetmanden vidste hvad det drejede sig om?
Nisiliado gravede ned under kapslerne. Der lå en mappe med påskriften: ”Coca Cola”. Han tog mappen op og åbnede den.
”Samarbejdsaftale” læste han ”mellem Juleministeriet og Coca Cola.” Længere nåede han ikke. Han hørte hvordan nogen tog i dørhåndtaget udefra og blev fuldstændig rædselslagen. Han smækkede skuffen i – der var ikke tid til at låse den – og smuttede ind under skrivebordet med mappen i armene. Han havde lige akkurat fået klemt sig op i et hjørne hvor han ikke kunne ses udefra, da døren gik op og han hørte skridt nærme sig.

Afsnit 11
Nisiliado følte det, som om hans hjerte var ved at springe ud af brystet på ham, så hårdt hamrede det. Det susede for hans ører, og han syntes, at hans hjertebanken måtte kunne høres i hele rummet. Men chefnissen bøjede sig ikke ned og kiggede under skrivebordet. Derimod tog han nøglerne, som Nisiliado havde lagt fra sig på skrivebordet, og mumlede noget ved sig selv. Nisiliado bad til at chefnissens hukommelse var lige så ringe som hans egen gamle fars, og at han ikke kunne huske at nøglerne burde have ligget i hans frakkelomme.
Det bankede på døren. ”Kom ind,” sagde chefnissen og Nisiliado hørte døren blive åbnet og lukket igen og derefter en stemme, der sagde: ”Der er problemer.”
”Hvordan det?” spurgte chefnissen
”Der har været nogen nede hos dragen,” fortsatte stemmen.
”Hvad? Hvem dog?”
”Det ved vi ikke. Men den var meget vred og ildspyende og vi fandt forskellige tegn på indtrængen.”
”Du godeste! Vi må sætte ekstra låse på døren,” chefnissen lød ophidset.
”Og julemanden er stadig forsvundet. Ingen på hans værksted ved hvor han er.”
”Ved den søde grød. Gad vide om han har fattet mistanke til os. Er der ingen af vores spioner der har nogen anelse om hvor han er taget hen?”
”Nej, desværre, chef. Vi har selvfølgelig også forespurgt gennem de officielle kanaler, men alle er tilsyneladende lige forvirrede over hans forsvinden.”
”Hm. Ja, vi må bare gå videre med forhandlingerne og så håbe at han dukker op, så vi kan tage os af ham. Den gamle tosse vil givetvis ikke være med til aftalen. Den kunne ellers være særdeles fordelagtig for ham selv.”
”Nu bliver den til gengæld fordelagtig for os, ikke sandt chef?”
Stemmen lød grådig og slesk på samme tid, og Nisiliado havde efterhånden fået det rigtig, rigtig dårligt over samtalen. Der var åbenbart en flok forrædere i ministeriet. Gad vist om onkel Jul Thomsen var med i sammensværgelsen? Han kunne ikke tro, at hans onkel ville bedrage selveste julemanden, men på den anden side havde han efterhånden oplevet så mange sære ting i ministeriet.
Der lød et udbrud og et bump. Den sleske besøgende var åbenbart gledet, og det gik op for Nisiliado at det nok var i det vand, der var dryppet fra hans våde hue. Bare de ikke begyndte at undre sig over, hvor vandet kom fra!
Men det var lige præcis, hvad de gjorde. Og mens Nisiliado gjorde sig så lille som muligt, begyndte chefnissen og den sleske at følge sporet af vand rundt i rummet.
”Jeg tror minsandten vandet kommer fra skrivebordet” sagde chefnissen, mens Nisiliados hjerte fløj op i halsen på ham. Nu ville han blive afsløret!

Afsnit 12
Der lød et brøl ude fra gangen og døren ind til chefnissens kontor blev knaldet op. ”Drage, drage på gangen,” skreg en eller anden.
Chefnissen og den sleske råbte ordrer og spørgsmål i munden på hinanden, mens de fór ud af kontoret i en forfærdelig fart.
Nisiliado kravlede forsigtigt frem fra skrivebordet og så sig omkring. Det eneste han tænkte på var at komme ud og stikke af så hurtigt som muligt. Han løb hen til døren og greb fat i dørhåndtaget – den var låst! Åh, nej – hvad i alverden skulle han nu gøre! Mens han fortvivlet lod blikket løbe rundt i kontoret for at finde en anden udgang, hørte han lyden af en nøgle i låsen. Nisiliado styrtede hen mod skrivebordet men indså på vejen, at han ikke kunne nå at skjule sig under det igen, så han kastede sig hen i hjørnet hvor den store overfrakke hang, og forsøgte at gemme sig i dens folder.
Han vidste godt at det var et rigtig dårligt skjulested. Det nederste af hans ben og hans fødder stak ud under frakken, og desuden rystede han så meget af skræk at han syntes hele overfrakken måtte ryste og dirre.
Han hørte hvordan døren gik op og stod bare og ønskede at han ikke blev opdaget, da han hørte en klukkende latter. Han kiggede forsigtigt ud gennem et knaphul… og fik øje på – billetmanden!
Nisiliado blev så lettet, at han blev helt slap i kroppen.
”Åh, hvor er det godt, det er dig,” sagde han.
Billetmanden lo. ”Hvis det er sådan du gemmer dig er det et under du ikke er blevet opdaget endnu!”
Nisiliado sagde ikke noget, men rakte billetmanden mappen han havde fundet.
”Flot!” sagde billetmanden. ”Og nu tror jeg vi to skal sætte det lange ben foran og se at komme ud herfra!”
”Jamen dragen?” spurgte Nisiliado.
”Lige om lidt opdager de at det ikke er en rigtig drage, men en illusion jeg har skabt. Og så vil det være meget usundt for os to at blive fundet her.”
Billetmanden gik hen til døren, åbnede den forsigtigt og kiggede ud. ”Fri bane,” sagde han ”Kom her.”
De skyndte sig ud. Gangene lå tomme hen i denne del af ministeriet. Billetmanden lod til at kende bygningen godt, for han ledte Nisiliado ad øde gange og korridorer, indtil de kom til det område hvor de havde aftalt at mødes hver dag. Billetmanden trak Nisiliado med ind i det store tomme, støvede kontor, fik ham til at sætte sig i en af de store polstrede stole der stod overdækket med hvidt klæde, satte sig selv ned overfor i en anden stol og åbnede mappen.

Afsnit 13
I lang tid sad billetmanden bøjet over papirerne. Nisiliado sad tavs ved siden af og lod ham læse i fred. Til sidst, da billetmanden omsider lagde mappen fra sig, boblede Nisiliado til gengæld over af så mange spørgsmål, at han næsten snublede over dem.
”Rolig nu,” sagde billetmanden. ”Jeg skal forsøge at forklare dig hvad det hele går ud på: I mange år har der været en konflikt mellem to grupper af julearbejdere; de der tog det hele meget alvorligt og de, der mente at hele julen drejede sig om at lave sjov og ballade.”
Nisiliado nikkede. Han kendte alt for godt til den sidste af slagsen.
”Der er selvfølgelig andre grupper også, men disse to har i flere år ført en indædt indbyrdes kamp, som til tider er kommet helt derud, hvor folk har skadet hinanden – ja ligefrem slået hinanden ihjel!”
Nisiliado blev helt bleg under huen. Tænk at nisser kunne gøre sådan noget mod hinanden!
”I denne kamp har man søgt efter forbundsfæller. Man har haft brug for midler, der kunne overbevise den store gruppe af nisser, som hverken hørte til den ene eller den anden fløj om de fortræffeligheder, man hver især besad. Det lader til at den ene gruppe har lavet en samarbejdsaftale med en gruppe fra menneskenes verden. Det er ellers noget, der er helt igennem uhørt og forbudt – tilbage fra gammel tid. Nisser skal sky det store folk og ikke have ærinder med dem – bortset selvfølgelig fra de forskellige drillerier, som skal udføres regelmæssigt. Og selv disse med måde, med måde!”
”Det skal jeg huske at fortælle min far,” tænkte Nisiliado.
”Samtidig ser det ud til, at disse mennesker vil bruge julen til deres egne private formål. Nemlig til at tjene penge.”
Eftersom nisser ikke bruger penge og derfor ikke giver sig af med at tjene dem, forstod Nisiliado ikke helt hvad billetmanden mente. Men der var noget andet der bekymrede ham mere: ”Hvad med julemanden? Chefnissen og hans sleske ven sagde, at han var forsvundet? Og at de ville tage sig af ham, når han dukkede op?”
”Hm, nå så det sagde de?” billetmanden så nøje på Nisiliado. Jamen jeg ved godt, hvor han er. Han er i fuld gang med at forberede juleaften – bare på en lidt anden facon en sædvanligt.”
”Kender du julemanden?” spurgte Nisiliado. Øjnene var ved at trille ud af hovedet på ham.
”Det kan du tro, jeg gør,” sagde billetmanden. ”Kan hænde du også kommer til at hilse på ham inden julen er omme.”
Det lød meget spændende, syntes Nisiliado. Men inden han kunne begynde at bore i den halvkvædede vise, hørtes der larm ude fra gangen.
Billetmanden sprang op. ”Vi må ud herfra,” sagde han til Nisiliado. ”Kom hurtigt med!” Billetmanden greb mappen og sprang op i vindueskarmen.
Nisiliado, som vidste de befandt sig på fjerde sal, gispede forskrækket da billetmanden åbnede vinduet og sprang lige ud i luften.

Afsnit 14
Nisiliado kravlede med rystende knæ op i vindueskarmen (han var ikke særlig tryg ved høje steder). Da han med bange anelser kiggede ned, så han at billetmanden sad i et stort, hvidt, FLYVENDE badekar!
”Spring nu. Jeg skal nok sørge for, at du rammer,” råbte han.
Nisiliado tøvede. Han var ikke ligefrem glad for at skulle springe ud i luften fra fjerde sals højde og håbe på at ramme lige ned i et flyvende badekar.
Nu hørte han støj fra døren. Han tøvede lige akkurat længe nok til at han nåede at se døren gå op, og chefnissens sprutrøde fjæs kigge ind og ved siden af onkelens sørgmodige ansigt.
Så sprang han. Og han landede lige midt i badekarret og slog sig kun en lille smule på den ene skulder.
Billettøren vendte badekarret og satte fart på så de drønede af sted gennem luften. Nisiliado så sig tilbage. I vinduet stod chefnissen og hans onkel. Chefnissen råbte og pegede og en flok nisser styrtede rundt nede i ministeriets forgård og nærmest faldt over hinanden. Nisiliado spærrede øjnene op: en flok vagtnisser iført mærkelige klæder stod ved et kæmpestort bur, og røgen stod ud fra burets tremmer. Billetmanden kiggede også ned. ”Dragen,” sagde han. ”De har tænkt sig at sætte efter os med dragen”
Nisiliado så, hvordan et par af nisserne åbnede buret og hvordan dragen langsomt begyndte at kravle ud af buret. Den var frygtindgydende.
Men det var heldigvis for sent at nå dem; badekarret var allerede i fuld fart, og ministeriet forsvandt snart og blev til en lille prik på landjorden langt væk.
Nisiliado satte sig fortvivlet ned på den ene sæde i badekarret. Nu ville han aldrig få en chance for at arbejde i ministeriet. På flugt og med en drage i hælene sammen med en ukendt billetmand, som han var så naiv at stole så meget på, at han praktisk taget havde lagt sit liv og sin fremtid i hænderne på ham.
Billetmanden kiggede venligt på ham. ”Op med humøret,” sagde han. ”Det skal nok gå alt sammen.”
Efter mange timers flyvning landede badekarret omsider. Nisiliado var faldet i søvn. Nu vågnede han og satte sig op og gned øjnene.
De var landet i en lille rydning i en skov med store gamle træer der strakte sig mod himlen.
Der lå en lille faldefærdig hytte i rydningen. En stribe røg steg op gennem skorstenen. Det beroligede Nisiliado. Nogen ville altså tage imod dem – og forhåbentlig sørge for en god gang grød… Nisiliados mave knurrede vredt af sult.
Billetmanden parkerede badekarret i et lille udhus hvor det var skjult for nysgerrige blikke, og så gik de hen mod den lille hytte.
”Nu skal du ikke blive forskrækket når vi kommer ind,” sagde han.
Inden Nisiliado kunne nå at spørge om hvad han kunne blive forskrækket over, blev døren til hytten knaldet op, og en (efter nisseforhold) kæmpestor og meget grim nissekone fyldte hele døråbningen.
”Hvad bilder du dig ind, Georg,” skreg hun, og det med en kraft, så Nisiliado nær var gået bagover.
”Rolig, mor, rolig,” sagde billetmanden.

Afsnit 15
Da billetmanden Georg og Nisiliado sad bænket ved det lange træbord i køkkenet med en svingende portion grød foran sig, virkede Georgs mor ikke så skræmmende længere. Hun var dog stadig noget fortørnet over at Georg havde bygget badekarret om til at flyvefartøj. Hun havde ikke været i bad i flere dage.
Fra radioen lød der nissepolkaer og julehopsaer. Georgs mor hun sang højlydt med.
”Vi afbryder udsendelsen for at udsende en vigtig meddelelse,” lød det pludselig fra radioen. ”En nisseterrorist er på fri fod. Det drejer som om Nisiliado Nissen, som har forøvet omfattende hærværk mod juleministeriet samt stjålet vigtige hemmelige papirer. Nisiliado Nissen slap efter sin udåd væk fra ministeriet i et flyvende badekar sammen med en ukendt håndlanger. Hvis nogen har set omtalte flyvende badekar eller i øvrigt har oplysninger om bemeldte nisses opholdssted, må man ikke tøve, men rette henvendelse til ministeriet øjeblikkelig. Enhver, der forsøger at skjule terroristen, vil blive dømt efter gældende lov.”
Allerede da Nisiliado hørte sit navn nævnt, var han blevet helt slap i kroppen og som en klud gledet ned på gulvet. Han kunne næsten ikke tro, hvad han hørte. Sikke en redelighed han var havnet i! Han tænkte på sine stakkels forældre, som sikkert lige nu gik hændervridende rundt derhjemme.
Hans dystre tanker blev afbrudt af et højlydt brøl fra Georgs mor: ”Hvad i alverden, Georg!” råbte hun. ”Er det dig, der har rodet den stakkels unge nisse ud i noget snavs. Kan du dog ikke rende rundt og spionere uden at skulle involvere stakkels sagesløse uskyldige…”
”MOR,” afbrød Georg hende. ”Slap nu af og hør efter inden du himler op. Sagen er at denne unge brave nisse har afsløret en led sammensværgelse i juleministeriet. Og lige nu er der en ting, der er vigtigere end alt andet – nemlig at finde julemanden og få forpurret de sammensvornes planer om et attentat mod julemanden.”
”ET ATTENTAT MOD JULEMANDEN!?!” Georgs mor troede ikke sine egne ører. ”Mener du virkelig det, min dreng? Er du ikke ved at rode dig ud i noget du ikke kan klare?”
” Nisiliado, vil du fortælle min mor hvad du hørte chefnissens kontor?” spurgte Georg, mens han fiskede Nisiliado op fra gulvet. ”Og tag dig lige lidt sammen. Vi skal nok få styr på det.”
”Jamen du sagde at du vidste hvor julemanden var?” lød det svagt fra Nisiliado. Tanken om at de skulle lede efter den julemand som ingen andre åbenbart kunne finde, fyldte ham med håbløshed.
”Jeg har en temmelig stærk fornemmelse af hvor han er,” sagde Georg. ”Jeg er sikker på at vi hurtigt finder frem til ham. Men fortæl nu min mor, hvad du hørte.”
Så fortalte Nisiliado Georgs mor om samtalen som han havde overhørt siddende skjult under chefnissens skrivebord. Georges mor var en fortræffeligt tilhører; hun kom med udbrud som ”hvor må du have været bange for at blive opdaget,” og ”sikke en modig ung nisse,” hvilket alt sammen fik Nisiliado til at føle sig betydeligt bedre tilpas og gav ham en fornemmelse af at det hele nok skulle løse sig.
Efter Nisiliados historie sagde Georg: ”Nu synes jeg, vi skal se at få sovet resten af dagen og rejse når det bliver mørkt. Vi kan ikke bruge badekarret om dagen og vi er nødt til at have et temmelig kvikt transportmiddel, hvis vi skal gøre os håb om at finde julemanden.”
”Vil det sige jeg stadig ikke kan komme i bad?” Georgs mor lød temmelig muggen.
”Jeg skal nok lave et midlertidigt badeanlæg til dig, mor,” svarede Georg.
Han gik ud i udhuset og kom tilbage med en haveslange og sprederen fra en vandkande. Da hans mor gik ud i badeværelset lidt senere, hang der en anordning ned fra loftet.
”Se her, mor. Du skal bare tænde for vandet, så kommer der de fineste stråler ud fra sprederen.”
”Åh.” Georgs mor slog hænderne sammen. ”Du har nu altid været så opfindsom, min dreng,” udbrød hun.
Da Nisiliado senere lå træt og mæt i en dejlig blød og lun seng, kunne han slet ikke forstå, at han var en eftersøgt terrorist. Man da han sov drømte Nisiliado at han stred sig igennem en storm med sneen piskende ind i ansigtet og med bevidstheden om, at det var meget vigtigt at han fandt et eller andet.
Men han kunne for sin død ikke huske hvad..

Afsnit 16
Georgs mor vækkede dem senere på aftenen. Det var blevet helt mørkt udenfor, og Nisiliado havde på ingen måde lyst til at tilbringe natten i et iskoldt flyvende badekar. Han skuttede sig under dynen og forsøgte at glemme det frygtelige; at han var en eftersøgt terrorist på flugt fra juleministeriets top. Oven i købet var der blevet sendt en drage efter dem! Nisiliado vidste ingenting om drager, måske kunne den snuse sig frem til dem?
Georg jog ham op og ud i det nye badeanlæg: ”Det kommer måske til at vare længe, inden vi får et bad igen,” sagde han.
Da Nisiliado kom ud af badet var der lagt et sæt varmt polarnissetøj frem til ham komplet med lammeskindsforede handsker og ditto læderstøvler, snebriller og en bjørneskindhue. Han frydede sig, da han trak i det bløde, uldne undertøj og tænkte ved sig selv at med det udstyr var der da en chance for at holde varmen.
”Tusind tak for polartøjet,” sagde han høfligt til Georgs mor. Hun slog det hen. ”Det er såmænd bare noget, vi havde liggende fra da Georg var yngre. Vi boede i Grønland dengang.”
”Nå,” spurgte Nisiliado interesseret. ”Har I været julemandsnisser?”
”Det kan man godt sige,” svarede Georgs mor. ”Georges far passede julemandens kane og striglede rensdyrene. Jeg tror det er der, Georg har fået sin lyst til at bygge flyvende maskiner fra.” Det sidste hviskede hun højlydt til Nisiliado, som kiggede hen på Georg – der lod som om han ikke hørte, hvad hun sagde. Nisiliado turde ikke spørge, hvor Georgs far var henne nu.
Georg var iført det samme polarudstyr som Nisiliado – blot en hel del større.
Georgs mor havde lavet en stor kurv med proviant til dem. Der var tørrede og røgede pølser og fårelår, adskillige rugbrød og fladbrød, tørret fisk, tørrede frugter og flere store flasker med nisseøl og saft – og en stor gryde risengrød, som de kunne varme op over bål.
Efter at have sat et solidt måltid til livs var tiden kommet til at tage afsked. Georgs mor kneb en lille tåre og tog derefter et kæmpestort ternet lommetørklæde op og pudsede kraftigt næse i det.
”Nu må du love mig at passe godt på den unge Nisiliado,” formanede hun Georg. ”Og på dig selv, naturligvis. Men det er du mere vant til, så det klarer du nok.”
”Farvel og tak for alting, fru Georgs mor,” sagde Nisiliado, der allerede sad i badekarret sammen med Georg. Han var ikke fri for at have en klump i halsen. ”Jeg håber, vi snart ses igen.”
”Det håber jeg også,” råbte Georgs mor op mod dem, mens de lettede kredsende i stadigt større cirkler over den lille hytte.
”Farvel, mor. Vi ses før du ved det,” råbte Georg. Han satte farten op og rettede kursen ind efter kompasset i forstavnen af badekarret. Stik nord, kunne Nisiliado se.
Georgs mor havde også foret badekarret med store lammeskindstæpper, selvom Georg ikke havde været meget for det.
”Hvis det begynder at regne og tæpperne suger vand, bliver vi nødt til at smide dem overbord for ikke at blive tynget ned af vægten,” klagede han.
”Næ, nej,” sagde Georges mor. ”Så vender I dem bare om og lægger dem over jer selv og badekarret. Så er de nemlig vandafvisende. Jeg har syet kraftige elastikker i, så I kan fæstne dem til badekarrets kanter.”
Georg kiggede imponeret på sin mor. ”Det er vist lidt af en opfinder i dig,” sagde han.
”Jeg har bare kigget dig lidt over skulderen, min dreng,” svarede hun.
Og nu, mens Nisiliado sad i badekarret med vinden fløjtende om ørerne, var han glad for at Georgs mor havde insisteret på lammeskindene. Det var en fryd og fornøjelse at kunne krybe helt ned under dem, mens de for af sted igennem den kolde luft.
”Du Georg,” råbte Nisiliado igennem blæsten.” Hvor er vi egentlig på vej hen?”
”Jeg er ret sikker på, at vi skal lede efter julemanden et godt stykke nordligere, end man kunne forestille sig.”
”Jamen Georg, det må jo nærmest betyde at vi skal til nordpolen?” Nisiliado så forskrækket på sin rejsemakker. Men Georg grinede bare højt: ”Du er ikke så dum af en ministerienisse at være,” lo han.

Afsnit 17
En rejse til nordpolen tager tid, selv i et hurtigtflyvende badekar. Og selv med lammeskindstæpper og anden komfort, må man ind i mellem lande og strække benene, tisse – for ikke at tale om at finde et mere bekvemt sted at sove end liggende krøllet sammen i bunden af et badekar.
Desuden turde de ikke flyve i dagtimerne – i det mindste ikke over land, så da morgenen så småt begyndte at dæmre, kiggede de sig om efter et godt sted at lande.
De var kommet et godt stykke mod nord, så det var noget op ad formiddagen, før det begyndte at blive lyst. De fløj langs med Norges kyster og Georg fortalte, at han kendte adskillige norske fjøsnisser, og at de nu – så vidt han kunne orientere sig – befandt sig lige i nærheden af en dyb fjord, hvor der boede en nissefamilie, han kendte.
De fløj ind over fjorden, og Nisiliado kiggede forbløffet på de høje fjelde og de små hytter, der lå strøet ud i små klumper i landskabet.
”Det er lige her omkring,” sagde Georg. ”I skjul mellem nogen klipper, så menneskene ikke opdager dem.”
Han fløj rundt om en klippe og ind i en lille dal, der lå for sig selv.
Nisiliado fik straks øje på røgen, som steg op fra noget, der havde været en lille klynge af hytter. Det brændte stadig her og der.
”Hvad i alverden er her dog sket,” udbrød Georg. De landede forsigtigt et lille stykke fra de brændende hytter, og bevægede sig langsomt frem mod hytterne, mens de hele tiden sørgede for at holde sig skjult bag buske og små træer.
”Se her. Se de spor på jorden,” hviskede Georg ophidset til Nisiliado. ”Der er kun et væsen der laver sådan et spor!”

Afsnit 18
”Det en drage der har hærget her,” fastslog Georg.
”Du store julenisse,” udbrød Nisiliado. ”Tror du det er den samme drage som forfølger os?”
”Højst sandsynligt,” svarede Georg sammenbidt. ”De forbandede ministerienisser. De har sikkert slet ingen ide om hvilke kræfter de har sluppet løs!”
”Nej, det må man da ikke håbe,” sagde Nisiliado nervøst. ”Hvad tror du der er blevet af stakkels fjøsnisser?”
”Jeg ved det ikke. Jeg håber de er sluppet væk!”
I det samme hørte Nisiliado en underlig lyd. Han kiggede sig rundt, men kunne ikke få øje på noget.
”Det lyder som en ko-bjælde,” sagde Georg. Men det var ingen køer at se.
Da kobjælden ringede igen, kunne Nisiliado høre at den kom oppe fra bjergsiden. Han kiggede rundt på fjeldene, der omkransede den lille dal, og så fik han øje på en skikkelse højt oppe på fjeldsiden; en lille nisse i gråt med en rød nissehue der stak op, og gjorde det let at se ham. Han stod med en stor bjælde som han holdt med begge hænder, mens han ringede vildt og voldsomt.
”Se,” udbrød Nisiliado. ”Der er nogen deroppe!”
De skyndte sig op ad fjeldsiden – hvilket overhovedet ikke var spor nemt; de måtte klamre sig til klippefremspring, små buske og hvad de ellers kunne få fat i for ikke at glide. Og ind i mellem gled den ene af dem nogle meter ned ad bjergsiden igen og måtte hage sig fast i de klipper og gevækster, der gled forbi.
Da de omsider nåede op til den lille vinkende nisse, var de begge forslåede og forpustede.
”I er nok ikke vant til at klatre i fjeldet», sagde nissen og grinede lidt i skægget. Nisiliado havde lidt svært ved at forstå, hvad han sagde, han talte så underligt syngende.
”Godav Olav,” råbte Georg. ”Er I alle i orden? Fortæl os hvad der er sket!”
”Ja, Georg – vi nåede alle sammen at flygte inden en stor grim drage satte ild til hele vores landsby. Vi nåede heldigvis også at få en hel del proviant med os.”
”Jamen hvordan kan I holde varmen i denne kulde når i ikke har huse at gå ind i?” spurgte Georg uroligt.
”Vi har vores gamle huler som vi boede i inden vi byggede husene. De er faktisk meget behagelige at være i. Vi har de gamle ildsteder og også ganske mange nyttige ting som køkkengrej og skindtæpper, for vi holder til i de huler, når vi går til fjelds om sommeren for at holde os med mælk fra bondens kreaturer.” svarede Olav. ”Men kom nu med ind, så kan I selv se hvordan her er.”
Inden længe sad de alle bænket omkring et stort plankebord og et kæmpefad risengrød.
Da alle havde hilst på hinanden og Nisiliado var blevet introduceret behørigt af Georg: (”her har I den eftersøgte terrorist, som dragen leder efter”), blev der skovlet risengrød indenbords til den store guldmedalje.
Bagefter fortalte Georg og Nisiliado hele historien om chefnissens forræderi, og man diskuterede hvor dragen var på vej hen.
”Den er nok på vej til julemandens kongsgård i Grønland. Jeg tror ikke ministeriet ved noget om julemandens ærinde på nordpolen,” sagde Georg. ”Det er meget hemmeligt, og julemanden har desuden længe været klar over at ministeriets topnisser havde en skjult dagsorden. Han sendte mig faktisk ned for at spionere, og takket være denne unge modige nisse blev der kastet lys over sagen.”
Nisiliado rødmede dybt under huen. ”Jeg vidste ikke, du var udsendt af julemanden,” sagde han med ærefrygt i stemmen.
”Det ved du så nu,” sagde Georg. ”Så du kan nok forstå at det er en del af mit job at finde ham og beskytte ham mod eventuelle farer.”
”Åh nej”, tænkte Nisiliado. ”Det betyder vel at vi ligefrem skal FØLGE EFTER dragen. Hvordan mon man uskadeliggør sådan en?”
Nisiliado blev enig med sig selv om at det vidste Georg nok. Men han følte sig alligevel temmelig rædselsslagen over den drejning sagen pludselig havde taget. Han havde dog slet ikke lyst til at vise fjøsnisserne og Georg hvor bange han var.
Inden de lagde sig til at sove, sørgede Georg for at der blev sendt en ekspres-ravnepost af sted til julemandens kongsgård, med en advarsel om dragen. Så kunne de bare håbe på at ravnen kom frem før dragen.
De blev indkvarteret i hyggelige hulninger i klipperne, og de brugte deres lammeskind fra badekarret som soveskind, så ingen af dem frøs den nat. Men Nisiliado sov nu ikke helt godt. Tanken om at de skulle følge efter en ildspyende drage som tilmed havde brændt en hel nisselansby af, fyldte ham med rædsel.

Afsnit 19
Nisiliado blev vækket af Olav og Thurids datter, en ung nissepige der hed Nisiline. ”Det er blevet mørkt, og der er mad til jer inden I rejser videre,” sagde hun genert til Nisiliado.
”Ta-tak,” stammede Nisiliado og gemte sig lidt under lammeskindene. Han blev altid så rød i hovedet, når unge nissepiger talte til ham.
Det var trist at sige farvel til den hyggelige fjøsnissefamilie.
Nisiliado håbede at Georg fik ret, når han sagde at de ville besøge fjøsnisserne på hjemvejen når de havde ordnet dragen og fundet julemanden.
Nisiliado håbede også, at tingene ville gå ligeså let som Georg åbenbart forventede. Men han var en smule bekymret; han havde flere gange lagt mærke til, at Georg havde en tendens til at tage meget let på farlige ting.
Snart sad de igen i badekarret og fløj igennem natteluften, som efterhånden var blevet mærkbart koldere. Thurid havde givet dem noget fåretran med til at smøre på kinderne og læberne, så de ikke blev frostsprængte. Det lugtede ikke særlig godt, men det virkede.
Efter en lang nats rejse meddelte Georg, at de nu var tæt på julemandens Kongsgård.
Nisiliado var temmelig bekymret for om de igen skulle ankomme til afbrændte bygninger og nisser, der var flygtet for den ildspyende drages flammer.
Egentlig kunne han heller ikke helt forstå, hvorfor de skulle forbi kongsgården. Georg mente jo at vide at julemanden befandt sig på nordpolen, og eftersom der var blevet sendt en ravn af sted med varsel om dragens komme kunne de vel ikke gøre så meget mere?
Men Georg sagde, at det var nødvendigt at hente forskellige ting, de skulle bruge, når de søgte efter julemanden. Og desuden – her blev Georg lidt rød i hovedet – desuden var det rigtigst at se efter, om kongsgårdens øvrige beboere havde det godt.
De landede et stykke fra kongsgården. Den var ikke blevet brændt af. Tværtimod stod den lysende og julepyntet med tændte fakler på alle hushjørner og kagehjerter i silkebånd hængt op over alle døre. Det så de mens de forsigtigt kiggede frem fra en klippe. Der så faktisk meget fredeligt ud, og Nisiliado kunne ikke forstå at de skulle være så forsigtige.
”Jo, ser du,” sagde Georg. ”Hvis ministeriefolkene venter på julemanden, vil de gøre alt for at han ikke skal fatte mistanke hvis han skulle komme hjem. De ville lade ham vade lige ind ad døren og så selv stå lige indenfor og – HAPS! Så kunne de ”tage sig af ham” – hvad det så end vil sige.”
Det sidste mumlede han for sig selv, men Nisiliado hørte det nu godt.
De var så optagede af at holde øje med kongsgården for at finde tegn på ministeriefolkenes mulige tilstedeværelse, at de ikke opdagede dem før det var for sent.
Fem nisser med stave og store tunge grydeskeer stod bagved dem. ”I må vist hellere følge med os,” sagde den største af nisserne truende.

Afsnit 20
”Jamen Aquadoq,” udbrød Georg. ”Hvad er der dog sket med dig, siden du tager din gamle ven Georg til fange?”
Nissen, Georg kaldte Aquadoq, blev rød i hovedet og kiggede væk.
”Du skal ikke spørge for meget, hvis du har dit liv kært,” sagde den største af nisserne lavt i et truende tonefald. ”Jeg vil råde jer til at holde mund og komme med os så hurtigt som muligt.”
Georg og Nisiliado blev nu ført bort – ikke i retning mod kongsgården – men op i fjeldet. Efter lang tids vandring i stilhed kom de til en godt tildækket åbning i fjeldsiden.
Herfra blev de ført dybt ind i fjeldet igennem snævre, mørke gange, indtil gangen pludselig udvidede sig, og de trådte ind i en stor, oplyst hal. Der var tændt en mægtig ild i et ildsted i det ene hjørne, og fakler, der var sat op på væggene, oplyste hele rummet.
”Ivalo” udbrød Georg, da han fik øje på en nissekone, der sad i et hjørne og strikkede på en nissehue. ”Har de også taget dig til fange.” Han styrtede hen til hende og trak hende op i sin favn. ”Det skal I ikke slippe godt fra,” råbte han, og truede med knyttet næve mod de nisser, der havde fanget dem.
”Slip mig, din store klovn,” smældede Ivalo. ”Du har ikke forstået noget som helst! Sæt jer nu til bords, så kommer grøden, og så skal I nok få hele historien. Raqami,” sagde hun henvendt til den store nisse, ”Du må vist hellere få din langsomme tunge på gled.”
Raqami kiggede betuttet på Ivalo. ”Rolig nu,” svarede han. ”Vi skal lige have fundet ud af hvilken andel de har i historien.”
”Kan nogen fortælle mig hvorfor I alle sammen opfører jer så underligt?” spurgte Georg.
”Jo, men hør her,” begyndte Raqami, ”du skal først lige fortælle, hvorfor du kom snigende tilbage til kongsgården på den måde. Er du udsendt af ministeriet eller hvad?”
”Er du tosset,” svarede Georg. ”Vi er på flugt fra en kæmpestor drage, og jeg kan ikke forstå hvorfor den ikke allerede har været her og har raseret hele kongsgården, ligesom den har gjort med fjøsnissernes landsby i Sognefjorden. Og her er,” Georg trak Nisiliado, der stod og gemte sig bag ham, frem foran sig, ”den eftersøgte nisseterrorist, Nisiliado Nissen. Han har afsløret en sammensværgelse mod julemanden i juleministeriet. Derfor er de efter ham og kalder ham terrorist.”
Ved disse ord faldt Raqami Georg om halsen og sagde: ”Vi vidste ikke hvad vi skulle tro. Kongsgården er blevet overtaget af ministeriefolk og de har dragen med. Den står i et ildfast bur i rensdyrstalden. Vi måtte alle sammen flygte. De har rodet alting i gennem; de søger åbenbart efter julemanden eller oplysninger om hvor han er, og vi tror at de vil have ham til at gå i en fælde. Derfor patruljerer vi på fjeldet. Hvis han dukker op må vi få kontakt med ham inden han går ind i kongsgården.”
”Der er ingen tid at spilde,” udbrød Georg. ”Vi må drage videre og finde julemanden. Vi var på vej ud for at finde ham – vi skulle bare lige forbi kongsgården og – øh – hente noget. Og se, hvordan det gik med dragen og alt det der.” Georg skævede til Ivalo og blev lidt rød i kammen.
Hun smilede først til ham, men så begyndte hun at skælde ud: ”Vil det sige at du bare skulle forbi, for at se hvordan JEG havde det? Når julemanden er forsvundet og I kunne være blevet ædt af dragen? Det er det jeg siger Georg, du er simpelthen ikke rigtig klog! Som om jeg ikke kan klare mig selv!” Og hun fnøs og kiggede forelsket på ham. ”Nu må I spise et ordentligt måltid og så må I se at komme af sted i en fart!” sagde hun fast.
”Men dragen og ministeriefolkene, vi må da gøre noget ved dem, inden vi flyver,” udbrød Nisiliado, som ikke brød sig om at efterlade alle disse nisser.
”Bare rolig,” sagde Aquadoq. ”Vi har sendt bud efter isbjørnepatruljen, og vi har en ret god plan for, hvordan vi skal overmande både dragen og ministerienisserne. Faktisk har de ikke ret meget styr på den drage, og det har vi tænkt os at udnytte.”
Det beroligede både Nisiliado og Georg og de kastede sig sultent over grøden.
Efter et par timers søvn og en bevæget afsked, vandrede de tilbage til badekarret som var blevet efterladt bevogtet af julemandsnisser.
Inden de lettede fortalte Georg at de ville flyve langs de blafrende nordlys, på den måde ville de komme meget hurtigt frem til nordpolen.

Afsnit 21
”Ved du, hvor vi er Georg?” Nisiliado spurgte lidt nervøst, for Georg havde været temmelig kort for hovedet den sidste times tid. Han fløj badekarret frem og tilbage over det samme område, mens hans spejdede efter et eller andet.
”Jeg kan ikke finde kendetegnet herfra,” udbrød Georg til sidst. ”Vi bliver nødt til at lande og lede videre til fods.”
Det havde Nisiliado ikke noget imod. Han var helt følelsesløs af kulde trods sit varme polartøj. Han måtte ud og bevæge sig for ikke at fryse til is.
”Hvad er det, vi skal finde,” spurgte han Georg.
Georg rystede på hovedet. ”Det er en nedgang i sneen til en underjordisk hule. Den skal være mærket med et rødt flag – og hvor svært kan det være at få øje på et rødt flag midt i alt det hvide! Så jeg er bange for at mærkningen er forsvundet. Måske er flaget blæst væk.”
”Så vi skal altså finde en hvid nedgang midt i alt det hvide,” sukkede Nisiliado. ”Det lyder jo som den simpleste sag i verden…”
”Jeg synes, vi skal dele os op. Så har vi større chancer for at finde hullet.” Georg lød ikke særlig overbevisende.
”Hvad så hvis vi ikke kan finde hinanden igen?” spurgte Nisiliado nervøst.
”Vi skal ikke gå for langt væk fra hinanden. Vi må gennemsøge et område, lette med badekarret og flyve et stykke og så lede videre på samme måde.”
Vejret havde været fint hele natten, men nu hvor de skiltes, begyndte det at blæse op, og snart føg sneen om ørerne på Nisiliado, mens han stred sig frem på udkig efter hullet. Han var ikke gået ret længe, før han pludselig ikke kunne få øje på Georg længere. Han gik helt i panik, og begyndte at gå tilbage til badekarret. Men det kunne han heller ikke får øje på! Det var jo lige så hvidt som sneen og overdækket med hvide lammeskind.
Nisiliado gik først et stykke tid i den retning, han regnede med badekarret befandt sig i.
Så blev han usikker på om det nu var den rigtige vej, og begyndte at råbe på Georg. Det holdt han hurtigt op med. Hans stemme var meget lille mod vinden, og han fik munden fuld af sne.
Til sidst var han så udmattet, at han bare havde lyst til at lægge sig ned i sneen og sove.
Og så skete det. Han trådte lige ned i et hul, faldt og gled og slog hovedet mod et eller andet hårdt.
Da han kom til sig selv igen kiggede han lige op i et par strålende øjne og et stort hvidt skæg. ”Julemand. Jeg fandt dig,” råbte han. ”Men vi må finde Georg også,” fortsatte han bekymret. ”Det røde flag er blæst væk.” Nisiliado forsøgte at rejse sig op, men faldt tilbage i de bløde skind, han lå på.
”Du behøver slet ikke tænke på noget som helst,” lød Georgs glade stemme, idet han rakte Nisiliado en kop varm nisseøl. ”Jeg havde lige fundet hullet da du kom og bankede på med dit hoved.” Han grinede.
”Og nu er det vist på tide at I to fortæller mig en historie om hvad der er sket” sagde julemanden. Så det gjorde de.
Da de var færdige, rystede julemanden på hovedet, så hans lange skæg gyngede fra side til side: ”Det må vi hellere se at få gjort noget ved. Samtlige ministerienisserne kan da ikke være blevet tossede.”

Afsnit 22
På julemandens kongsgård herskede kaos. Røg og gnister sprang i vejret fra dragen, grydeskeer krydsedes i gården og bag længerne, grød blev kastet fra store gryder… Kort sagt: Der blev kæmpet om herredømmet over kongsgården. Ministeriets vagtnisser overfor julemandsnisserne.
Og så, med et, måtte alle de kæmpende nisser kigge op, for luften fyldtes pludselig af lyden fra tusindvis af klingrende klokker, samtidig med at et blidt, stille snefald satte ind. Grydeskeerne faldt ud af hænderne, grøden klaskede mod gulvet og selv dragen holdt op med at spy ild ud af sit store gab.
På himlen imellem de faldende snefnug så de nu tavse nisser julemanden kane komme glidende forspændt hele rensdyrflokken. Julemanden sad i kanen og så mildt og venligt ned på dem alle. Ingen, der så dette syn, kunne forblive upåvirkede, og alle de stridende nisser kiggede forbavsede på hinanden, mens de undrede sig over hvad de dog havde været i gang med.
Alle, undtagen to. Chefnissen styrtede sig bandende over de nærmeste ministerienisser: ”Kom i gang,” brølede han. ”Få ram på de forbandede julemandsnisser NU!”
Ved hans side stod en nisse med et slesk udtryk i ansigtet. ”Det er rigtigt, chef. Giv dem klar besked. Se at komme i gang i stedet for at stå der og glo,” og han sparkede ud efter en af nisserne.
Men julemandsnisserne slap deres våben og bakkede væk fra de to, som nu også kiggede op i luften.
Da chefnissen fik øje på julemanden og så, hvilken virkning han havde på kampen, udstødte han et højt skrig og styrtede ind i huset, tæt fulgt af sin sleske håndlanger. De løb begge igennem huset og ud til dragen for at flygte på den, men dragen var blevet så fredelig af julemandens ankomst at den var faldet i en dyb søvn. Den lod sig ikke vække.
I stedet løb de to kumpaner op mod fjeldet. Men inden de nåede at komme væk landede et stort hvidt badekar lige foran dem. ”I kan vist lige så godt blive her,” buldrede Georg stemme, og han og Nisiliado sprang ud af badekarret og førte de to slukørede flugtnisser tilbage til kongsgården. ”Så må julemanden finde ud af hvad der skal ske med jer.”
Julemanden landede i gården, og alle nisserne kom hen til ham og undskyldte at de havde kæmpet mod hinanden.
”Hvordan kunne han få dem til at holde op?” hviskede Nisiliado til Georg.
”Han bruger et særdeles kraftigt virkende julestemningsmiddel. Han putter det i sneen. Har set ham lave det nummer adskillige gange,” hviskede Georg tilbage. ”Det er faktisk mig, der har opfundet midlet,” tilføjede han beskedent.
Efter der var blevet ryddet nogenlunde op i kongsgården, og dragens halsbrand var blevet slukket så den ikke kunne spy ild længere, var det tid til en ordentlig gensynsfest.
Flere store gryder grød blev sat på bordet, og ministerienisser og julemandsnisser spiste sammen i fred og fordragelighed.
Julemanden fortalte at han havde flyttet det meste af årets julegaveproduktion til nordpolen og havde fået polarnisserne til at hjælpe med produktionen, fordi hans spion havde fundet ud af at der blev lagt skumle planer i juleministeriet.
Georg rødmede, da han blev rost for sin indsats.
”Og så må vi også fremhæve en anden modig nisse,” fortsatte julemanden. ”Hvis det ikke havde været for Nisiliado, havde det været svært at bevise hvad der egentlig var på færde i ministeriet. Men nu er sagen afsløret, og de skyldige sidder nu forsvarligt låst inde i rensdyrstalden. Hør, jeg håber da, at nogen har bragt dem grød?”
Det havde Ivalo sørget for, selvom de to nisser havde skældt ud fordi de ikke syntes de fik nok. ”Men der var skam rigeligt til at de to sjovere kunne blive mætte, ”sagde hun til Georg, som sad ved siden af hende og holdt hende i hånden. ”De var bare så grådige.”
”Det er nok også derfor de ville lave den aftale. Det var meningen at kun Coca Cola skulle have lov til at bruge julen i sine reklamer, og til gengæld skulle de to så have en masse penge som de kunne bruge til ting i menneskeverdenen.”
Georg måtte forklare både hvad Coca Cola og penge var for noget. Det lykkedes ikke særlig godt, men det gjorde ikke så meget. For de havde alle en fantastisk aften, hvor der både blev danset nissehopsa og nissepolka. Aquadoq spillede violin, så ingen kunne holde fødderne i ro.
Da Nisiliado omsider lå i en blød og dejlig gæsteseng, var han næsten så lykkelig, som han kunne blive. Mæt, træt og veltilfreds faldt han i søvn.

Afsnit 23
Da Nisiliado vågnede næste morgen, var han komplet forvirret og helt desorienteret. Han kiggede op i en dybblå stjernehimmel. Det føltes som om han lå i en blød sky. Hvor var kulden, blæsten og lugten af våde lammeskind blevet af?
Da han blev helt vågen kunne han godt se at den mørkeblå stjernehimmel var det tæppe, der hang over sengen, og at den bløde sky var dynen der var viklet omkring ham.
Han sukkede og faldt lykkelig tilbage i puderne, mens han langsomt huskede alt hvad der var sket dagen i forvejen.
Nu bankede det på døren og ind kom Georg med en kæmpestor bakke med morgenmad. Der var selvfølgelig en stor portion grød, men også røræg, stegt skinke og bagte tomater, varm hyldebærsaft med honning og en dampende kop julete. Nisiliado satte sig henrykt op i sengen, mens Georg forsigtigt anbragte bakken på toppen af dynen og selv tog plads på en stol ved siden af sengen.
”Jeg må sige at du er en brav nisse af sådan en lille praktikant at være,” begyndte Georg. ”Du har fortjent at blive forkælet inden du skal ud på din næste rejse.”
Nisiliado var lige ved at få juleteen galt i halsen. ”Hvad mener du med det,” spruttede han.
”Jeg mener,” fortsatte Georg uanfægtet. ”At der er en vis fjøsnissepige, der venter på dig i en klippehule i Norge. Jeg synes, du skal tage badekarret og hente din lille veninde og hendes forældre hertil. De fortjener ved den søde grød at holde jul et bedre sted end i den dystre klippehule.”
”Jamen,” begyndte Nisiliado. ”Hvad med min foræ..”
”Ikke så meget pjat med dig,” afbrød Georg. ”Imens julemanden og jeg afhører ministerienisserne kan du snildt nå at hente fjøsnisserne.”
”Jamen..” forsøgte Nisiliado sig igen.
”Næ, nej. Du kan skam sagtens finde vej. Du får en vejviserravn med på turen,” fejede Georg ham af.
Og inden Nisiliado vidste af det sad han i badekarret – fuldt udstyret med polartøj, rejseravn og hvad han ellers kunne få brug for på sådan en rejse, og vinkede farvel til Ivalo, der stod i gården for at sende ham af sted. Georg var ikke i sigte.
Han fløj i godt vejr med god sigtbarhed, og han satte badekarret på ultra-speed. Han kom frem til fjøsnissernes hule sidst på eftermiddagen.
Der var stor glæde i den lille fjøsnissefamilie, da det gik op for dem at Nisiliado kom for at hente dem og de tog straks af sted.
De sad temmelig trangt, for Nisilines mor insisterede på at medbringe en del proviant, selvom Nisiliado forsikrede at det ikke var nødvendigt.
På turen tilbage var Nisiliado glad for at være sammen med Nisiline, men han kunne nu ikke lade være med at spekulere på sine forældre. De havde altid holdt jul sammen, og Nisiliado var en lille smule ked af, at det ikke kunne lade sig gøre i år. Desuden huskede han sin drøm hvor hans gamle far stod og græd i et hjørne af gården…

Afsnit 24
Juleaftensmorgen sov Nisiliado længe. Han var kommet tilbage til julemandens kongsgård sent om natten sammen med fjøsnisserne. Ivalo, der viste sig at være julemandens husholderske, havde stadig været oppe og sørget for opredning og indkvartering til dem alle.
Nu vågnede Nisiliado ved at der blev banket på hans dør, og Ivalo stak hovedet ind og sagde at julemanden gerne ville snakke med ham efter morgenmaden.
Nisiliado var lidt nervøs, da han efter et solidt morgenmåltid bankede på døren til julemandens kontor.
”Kom ind,” buldrede julemandens dybe stemme, og Nisiliado åbnede forsigtigt den solide egetræsdør og trådte ind.
Nisiliados hjerte sprang helt op i halsen på ham da han så chefnissen og den sleske nisse sidde på hver sin stol i rummet. Overfor dem sad julemanden og Georg. De smilede begge beroligede til Nisiliado.
”Vi synes du skal være med til at finde en passende straf til de to nisser her,” sagde julemanden.
Nisiliado kiggede på chefnissen og den sleske; de skulede til ham, så han kiggede hurtigt ned i jorden igen. ”Det er jeg vist ikke den rette til,” mumlede han. ”Jeg forstår ikke engang hvorfor de lavede sammensværgelsen.”

”Nej,” sagde julemanden. ”Så det vil vi gerne lige have jer til at forklare den unge nisse.”
Chefnissen sagde vredt: ”Der har længe hersket utilfredshed i ministeriet med julemandens måde at håndtere drillenisse-alvorsnisse konflikten på,” sagde han og så vist på julemanden. ”Derfor syntes vi det var på tide at nogen gjorde noget ved det.”
”Hmm,” sagde Georg, ”det er vist ikke hele forklaringen.” Han så strengt på de to.
”Vi havde lavet en virkelig god aftale med Coca Cola,” udbrød den sleske nisse. ”Og alle julearbejdere kunne have fået glæde af den,” fortsatte han.
”Du glemmer lige at fortælle at samme firma på den måde fik eneret på at bruge julen. Og dermed ville almindelige menneskers forskellige måder at holde jul på blive ulovlige,” tilføjede julemanden. ”Og hvad skulle vi også bruge menneskepenge til, vi laver jo selv de ting vi har brug for.”
”Vi ville have rejst til Hawai hvor der altid er solskin,” mumlede den sleske. ”Vi hader sne og kulde!”
”Og hvad ville I egentlig have gjort ved julemanden,” spurgte Nisiliado opbragt. Han var lige kommet i tanke om hvordan de to havde talt om at ”ordne” julemanden.
Men de to ministerienisser ville ikke sige mere.
”Hvis ingen af jer har en ide til hvad vi skal gøre ved de to, vil jeg gerne komme med et forslag,” sagde julemanden. ”Vi kunne overlade dem til en drillenisse, der kunne genlære dem et og andet om hvordan drillenisser bør opføre sig i julen.”
”God ide,” udbrød Nisiliado og Georg i munden på hinanden.
Julemanden så på Nisiliado og lo en dyb rumlende latter. ”Jeg troede du var en alvorsnisse,” sagde han.
”Ja,” sagde Nisiliado. ”Det troede jeg også selv. Men da jeg blev praktikant i ministeriet kom jeg hele tiden til at grine af de alvorlige nisser. Men på den anden side har jeg altid syntes at min gamle far var for fjollet. Jeg er vel et sted midt i mellem.”
”Det lyder godt,” sagde julemanden. ”Så er du lige nissen, jeg har brug for. Jeg vil hermed udnævne dig til forandringsagent i juleministeriet. Det bliver din opgave at få ministeriet til at være knap så alvorstynget. Der trænger i høj grad til ungt blod og fornyelse. Du kommer til at arbejde tæt sammen med min betroede og trofaste medarbejder Jul Thomsen, din onkel, som du også gerne må få til at sprælle en smule mere.”
Nisiliado var ved at falde ned af stolen. Det lød som hans ønskejob!
”Og nu,” sagde julemanden. ”Hvis I er enige i straffen?” Nisiliado og Georg nikkede. ”Så kommer her den rette nisse til genlæringen.”
Julemanden ringede med en lille klokke og døren gik op. Nisiliado vendte sig om. ”Far!” udbrød han forbavset. Så kiggede han forundret på Georg. Han havde også sagt far!
”Hej Nisiliado, hej Georg,” sagde faren. ”Ja, Nisiliado, du kan nok ikke huske Georg, han er faktisk din storebror fra mit første ægteskab. Du har jo ikke set ham siden du var ganske lille.”
Nisiliado var så forbavset, at han ikke kunne få et ord frem. Han kiggede på Georg, der bare sad og grinede ad hans forfjamskelse. ”Hej brormand, vi to kan vist godt se lidt mere til hinanden i fremtiden,” sagde han.
Inden de fik lejlighed til at sige mere, trådte både Georgs og Nisiliados mødre ind ad døren, og der blev stor gensynsglæde.
”Jeg tillod mig at hente alle i kanen,” sagde julemanden. ”Og hvis I vil have mig undskyldt, så har jeg en lang nat foran mig. Kan I nu hygge jer rigtig godt i aften mens jeg er ude med gaver. Vi ses i morgen.”
Og så gik julemanden hen i rensdyrstalden, hvor den slukkede drage nu var flyttet ind. Kort tid efter så de julemandens kane flyve hen over himlen med rensdyrene forspændt, mens nordlysene blafrede på himlen.
Det blev en uforglemmelig juleaften, og Nisiliado havde aldrig været lykkeligere. Georg og Ivalo proklamerede sidst på aftenen efter indtagelsen af adskillige liter nisseøl, at de nu ville gifte sig og blive på kongsgården som julemandsnisser. Nisiline pustede Nisiliado i øret og fortalte at hun havde tænkt sig at studere nissediplomati ved nisseuniversitetet, som tilfældigvis lå lige i nærheden af juleministeriet…
Og med denne udsigt til en lys og lykkelig fremtid vil vi nu forlade vores nisser.
Måske kommer der nye beretninger fra juleministeriet til næste jul, – hvem ved?

10 responses to “Annemaries Julekalender

  1. Ole Vestergaard

    Det er en hygglig historie som det er fint og få en lite bit av hver dag. Takk for en god historie.

  2. Tak Ole og Heidi, jeg er glad for at I kan lide historien🙂

  3. Fint:)

    Så vidt jeg vet er nissene like både i Danmark og Norge:)

  4. Ja, det er vel bare svenskerne der kalder dem tomter i stedet for nisser. Min julekalender er blevet kaldt en Kafka-tomte historie. Jeg tager det som en kompliment🙂
    Men i denne fortælling findes der både drille-nisser, hus-nisser, billet-nisser, land-nisser, ministerie-nisser / administrations-nisser, ministerielle top-nisser, alvors-nisser, vagt-nisser, teorist-nisser, flugt-nisser, julemands-nisser, gutter-nisser, gammel-nisser, jule-nisser, en over-nisse, en chef-nisse og altså – norske fjøs-nisser..
    For ikke at tale om nisse-mænd, nisse-koner, nisse-drenge, nisse-piger og bitte-nisser.

  5. Förutom Kafka börjar mina associationer gå till både Astrid Lindgren, JK Rowling och Dan Brown😉

  6. Det var rigtignok fine folk. Jeg synes godt om dine associationer🙂

  7. Jag ska kanske tillägga att det som påminde mig om Dan Brown var snölandskapet där en av hans böcker utspelar sig, och hans talanger som spänningsförfattare. Inte hans förkärlek för anspråksfulla new age-föreläsningar …

  8. Danska är ett fantastiskt språk. Vilket annat kan erbjuda världen ett ord som «forfjamskelse»😉

Legg igjen en kommentar

Fyll inn i feltene under, eller klikk på et ikon for å logge inn:

WordPress.com-logo

Du kommenterer med bruk av din WordPress.com konto. Logg ut / Endre )

Twitter picture

Du kommenterer med bruk av din Twitter konto. Logg ut / Endre )

Facebookbilde

Du kommenterer med bruk av din Facebook konto. Logg ut / Endre )

Google+ photo

Du kommenterer med bruk av din Google+ konto. Logg ut / Endre )

Kobler til %s